Annonce
Erhverv

Maskinmesteren og den grønne omstilling

Erik Skjærbæk havde set hvilken vej, vinden blæste, da han i 1998 var med til at købe Svendborg Brakes, der var underleverandør til vindmølleindustrien. Ejerskabet gjorde ham siden til milliardær. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

PORTRÆT: Erik Skjærbæk holder af ”de sorte fag”, som han kalder industrien, hvor der svejses og bukkes rør. Som udlært maskinmester fra en maskinfabrik i Thy taler han smedenes sprog, og han har beskæftiget en del smede igennem en lang karriere i dansk erhvervsliv.

Samtidig har han haft en næse for den grønne omstilling, længe før klimaforandringer og CO2-reduktion kom på alles læber og blev temaet for enhver erhvervskonference.

I 1990 blev han ansat som salgschef på Svendborg Brakes, der fremstillede bremsesystemer til blandt andet vindmøller. Der var dog ingen bremse på væksten, da vindmølleindustrien for alvor begyndte at blomstre efter årtusindskiftet. Erik Skjærbæk havde set hvilken vej, vinden blæste, for i 1998 havde han købt hele fabrikken sammen med forretningspartneren Jan Struve. De ejede hver en halvdel, og derfor blev de omtrent lige rige, da kapitalfonden Doughty Hanson i 2008 købte Svendborg Brakes for 3,4 milliarder kroner.

Det var en god pris for direktørparret, og det var især heldigt eller dygtigt, at de ikke ventede på et bedre bud. Få måneder senere brød finanskrisen ud i lys lue, og Svendborg Brakes måtte slå bremserne i under den nedtur, der ramte vindmøllevirksomhederne og deres mange underleverandører.

Erik Skjærbæk havde fået sine penge kontant og havde nu titel af milliardær i en alder af 49 år. Han har fortalt, at der pludselig stod 200 millioner euro på bankkontoen. Og hans første tanke var, at han ikke ville miste dem.

Derfor har han placeret langt hovedparten af pengene snusfornuftigt i obligationer og andre aktiver med lav risiko. En fjerdedel af formuen er han villig til at investere i mere risikable projekter, der kan tilfredsstille hans iværksættergén, og den slags projekter har der været en del af siden 2008.

Annonce

Erik Skjærbæk

Født 1959 på Mors

Udlært maskinarbejder fra Sjørring Maskinfabrik i Thy, bliver senere maskinmester.

Fra 1990 ansat som salgschef i Svendborg Brakes, der bl.a. fremstillede bremser til vindmøller.

Køber i 1998 virksomheden sammen med forretningspartneren Jan Struve og bliver administrerende direktør.

Blev som 49-årig milliardær, da han og Jan Struve i 2008 solgte Svendborg Brakes til kapitalfonden Doughty Hanson & Co. for 3,4 mia. kr.

Hovedaktionær i røgrenservirksomheden Pureteq, storaktionær i Parken Sport & Entertainment og ejer diverse selskaber inden for ejendomme og iværksætteri.

Bor i Svendborg. Er gift og har to voksne børn.

Mange års tålmodighed

Opkøb af mindre virksomheder rundt i Danmark gav det ene tab efter det andet, men en enkelt investering skilte sig ud: Miljøvirksomheden Pureteq, som udviklede et patent på rensning af udstødningsrøgen fra skibe. FN’s globale søfartsorganisation IMO har løbende skærpet kravene til skibes udledning, og det kulminerede med nye, skrappe svovlregler, der trådte i kraft 1. januar 2020.

Igen viste det sig, at Erik Skjærbæk havde set rigtigt, da han kastede sig over miljøteknologien. Hans trecifrede millioninvestering i Pureteq har dog krævet mange års tålmodighed, og hvis startkapitalen skulle lånes i banken, havde Pureteq næppe overlevet indtil i dag.

Med en omsætning på op imod en kvart milliard kroner i 2019 har Pureteq bevist sit værd i konkurrence med store maritime konkurrenter ude i verden.

Med årene har Skjærbæk også bidt skeer med andet end sorte fag. Han blev kendt langt uden for Fyn, da han overraskede med en stor investering i Parken Sport & Entertainment, der ejer fodboldklubben FCK. Her var Erik Skjærbæk med til at vælte den magtfulde bestyrelsesformand Flemming Østergaard, kendt som Don Ø, af tronen. Fodbold har aldrig interesseret maskinmesteren, men han har øje for de ejendomme, som virksomheden driver, og ikke mindst for feriekonceptet Lalandia, der også er en del af koncernen.

Erik Skjærbæk har sjældent opsøgt pressens søgelys og takker som regel nej til interviews. I hans hjemby Svendborg er han alligevel blevet mere synlig i de senere år. Dels er han i gang med et markant lejlighedsbyggeri på byens havnefront. Dels har han engageret sig i økonomien bag DGI’s landsstævne i 2021, hvor Svendborg er værtsby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

112

Dige repareret ved Møllehus i nat: - Vi er fortsat i forhøjet beredskab

Annonce