Mie Højlund havde haft rigtig mange søvnløs timer om natten, og lørdag sad skuffelsen over den missede VM-finale stadig i landsholdsprofilen.
- Havde vi tabt med otte mål og haft følelsen af, at der alligevel ikke var noget at gøre, havde det nok været noget andet. Nu var vi så utrolig tæt på, og så gør det bare ekstra ondt. Jeg har spillet kampen igen mange gange i løbet af natten.
Tillid
Højlund var en af de spillere, som fik masser af tillid fra landstræneren, og der var lagt op til, at hun skulle søge duellerne og allerhelst afgøre kampen til dansk fordel.
- Jeg er stolt af min egen udvikling, og jeg er vildt taknemmelig over, at jeg får så meget ansvar, men det er lidt svært at glæde sig lige nu. Nederlaget overskygger bare det hele, og så sidder man uvilkårligt med en følelse af, at det hele bare kan være lige meget.
Men den går ikke, for søndag skal Danmark spille om VM-bronze mod Spanien. Det er landsholdets anden bronzekamp på et år, og sidste gang gik det jo virkelig dårligt, da det blev til et overraskende klart EM-nederlag til Kroatien.
- For mit vedkommende betyder det alt, at vi slutter med en sejr mod Spanien. Bronzekampen i Herning sidste år bruger jeg som motivation. Det gjorde så ondt at tage hjem uden en medalje, og det har jeg bare ikke lyst til at prøve endnu en gang.
Mie HøjlundVi skal 100 procent op på det podie.
- Vi skal 100 procent op på det podie. Det er svært at bearbejde følelserne så hurtigt, så den vej rundt er det en hård verden, men vi har været samlet og har fået talt det hele godt igennem. Derfor er det nu vores helt klare ambition, at vi gerne skal stå så skarpt som overhovedet muligt søndag eftermiddag, understreger Mie Højlund.
Et stort ønske
Også hos sportschef Morten Henriksen fra Dansk Håndbold Forbund er der et stort ønske om at komme hjem med en medalje, hvilket vil være første gang i otte år.
- Det har kæmpe betydning for den fortælling og den udvikling, vi har gang i. Der er stor signalværdi i en medalje. Ellers kommer alle jo igen om et år og siger, at nu er der så gået ni år uden metal.
- Uanset om vi vinder bronze eller ej, synes jeg, at vi har set et landshold ved denne slutrunde med masser af udstråling, sult og imødekommenhed. Vi er her for at begejstre og for at samle danskerne, og det er lykkedes, vurderer Morten Henriksen.
Sportschefen ser masser af potentiale i landsholdstruppen.
- Der er sat fokus på masser af spændende ting både på og udenfor banen, og det var virket. Udtrykket har været et andet, og vi er en del af den top fire, hvor det er sjovt, og hvor vi gerne vil være. Vi har mange dygtige spillere, som stadig har masser af landskampe og slutrunder i sig.