Annonce
Tønder

Maste-modstandere: Vi skal ikke finde os i det

Invitationen til fakkeloptogene stod til søndag klokken 19. Her samledes modstanderne i Tønder såvel som i Bredebro, Løgumkloster, Toftlund og Skærbæk. Foto: Ludvig Dittmann
Borgere gik søndag aften i optog i protest mod planerne om at opføre en 170 kilometer lang forbindelse med 35 meter høje elmaster ned gennem Jylland - og Tønder Kommune. Initiativtagerne håber, at projektmagerne vil tage deres planer op til revision.
Annonce

TØNDER: Planerne om at føre et spor af 35 meter høje elmaster ned gennem Jylland og således også gennem Tønder Kommune har fået en gruppe borgere til at spørge, om man ikke kan genoverveje planerne. Det spørgsmål blev søndag til fakkeloptog i fem byer i Tønder Kommune - foruden Tønder gik maste-modstanderne også på gaden i Bredebro, Løgumkloster, Toftlund og Skærbæk.

Bag søndagens initiativ står kommunalpolitiker Anette Abildgaard Larsen (K), samt Birgitte Klippert, som gerne vil sætte fokus på, at sagen om masterne ikke er blevet hørt nok. Derfor er duoens håb også, at arrangementet kan vække opsigt og forhåbentlig få flere til tasterne:

- Vi skal i virkeligheden først se opbakningen her til aften, men jeg har mødt mange positive kommentarer om tiltaget i den seneste tid, og det er jeg personligt glad for, forklarer Birgitte Klippert og fortsætter:

- Jeg tør ikke gætte på, om vores optog kan være med til at vende situationen med de her master, men jeg håber, at nogen lytter - og at vi på langt sigt kan minde hinanden om, at det er helt okay at protestere omkring en sag. Det er derfor man har et demokrati, siger hun.

Jeg håber, at det her kan gøre flere bekendt med planerne. Som jeg ser det, så skal vi ikke finde os i, at masterne bliver sat op uden videre. Der må være en bedre løsning.

Anette Abildgaard Larsen, initiativtager til fakkeloptog.

Annonce

Synlighed

Opfordringen til at gå på gaden fik en del borgere til at trodse kulden i de fem byer. Initiativtagerne skaffede med sponsorers hjælp 700 fakler til optogene, og i Tønder tog mange opfordringen op. Anette Abildgaard Larsen vidste ikke på forhånd, hvad hun skulle vente sig af optoget, men kunne hurtigt konstatere, at opbakningen er der.

- Jeg havde ikke rigtigt nogen forventning til det, men jeg er rigtig glad for, at så mange mødte op. Der er heldigvis også rigtig mange med, som jeg ikke kender, og det er godt. Jeg håber, at det her kan gøre flere bekendt med planerne. Som jeg ser det, så skal vi ikke finde os i, at masterne bliver sat op uden videre. Der må være en bedre løsning, slår hun fast.

Annonce

Appellerer til konstruktiv dialog

Fra Energinet Eltransmissions side håber direktør Henrik Riis på en dialog, som fortsat er konstruktiv.

- Jeg forstår godt, at nogle synes, det er urimeligt og uretfærdigt, at den sønderjyske natur skal huse master og ledninger, for at borgere og virksomheder i hele Danmark og i vores nabolande kan få sikker og klimavenlig strøm. Og jeg har respekt for, at man som borger gør, hvad man kan, for at holde sit lokalområde fri for teknisk udstyr, der ikke direkte gavner deres lokalområde. Jeg vil imidlertid også gerne appellere til, at vi fortsætter den gode og konstruktive dialog om linjeføringen, siger han i et skriftligt svar til JydskeVestkysten.

Det seneste nye fra Energinet er, at man i slutningen af januar måned vil melde ud, hvordan man regner med, at linjen fra Endrup til grænsen skal tage sig ud.

Op mod halvdelen af den nordlige del af linjen mellem Idomlund ved Holstebro og Endrup blev ifølge Energinet revideret på baggrund af input fra borgere - og der er lagt op til, at man også fra Endrup til grænsen vil lytte til forslag og tilpasse. Men Henrik Riis slår samtidigt fast, at man ikke kan rokke ved, hvor meget af linjen, der bliver gravet ned - der er kun tale om, at man flytter på masterne:

- I slutningen af januar melder vi strækningen fra Endrup til grænsen ud, og også her justerer vi, hvor vi kan, og hvor det ikke betyder, at andre får store ulemper. Når vi melder strækningen ud, beder vi igen de berørte borgere om at kontakte os.

Birgitte Klippert håber, at optogene kan få projektmagerne til at tænke en ekstra gang over planerne. Foto: Ludvig Dittmann
Kort efter klokken syv gik optoget afsted. Foto: Ludvig Dittmann
Anette Abildgaard Larsen, her forrest, håber, at flere får kendskab til planerne. Hun mener, at forslaget om fuld kabellægning af linjen ikke fik en fair chance. Foto: Ludvig Dittmann
Fakkeloptoget i Tønder henvender sig til alle, der på den ene side ønsker at vise deres utilfredshed med de planlagte elmaster. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Lokale byrådskvinder modtager kommentarer og klamme billeder fra borgere

Coronavirus

Live: Højere bøder på vej - Regeringen vil piratfester til livs

Trekantområdet

Langt flere end ventet er blevet podet: Flere tusinde lagde vejen forbi midlertidigt testcenter

Annonce