Annonce
Esbjerg

Mathias går hele Jylland rundt: - Jeg bruger kun de penge, der er nødvendigt. Undtagen til is

Mathias Andersen nyder roen på en stille vej uden biler. Foto: Jens Thaysen
16-årige Mathias Andersen har selv haft det svært i skolen. Nu samler han ind til andre udsatte børn og unge.

FUGLSLEV: Skridt efter skridt, kilometer efter kilometer, dag efter dag. Mathias Andersen har lagt mere end 800 kilometer bag sig, siden han forlod hjembyen Gørding ved Esbjerg. Målet er at nå hele Jylland rundt; 1.900 kilometer på 47 dage.

Mathias har sokker i sandalerne. Han leder lidt efter ordene. Den tavse type, en smule genert måske, men under bøllehatten og brillerne gemmer der sig et smil, som dukker frem, når man lige har fået snakket lidt. Kroppen er lang og ranglet – men sej.

- Dryp, dryp ... bare det ikke bliver til rigtig regn, for når det pisser ned, er det ikke sjovt at gå, siger den 16-årige skoleelev.

Nå ja, skoleelev kan man faktisk ikke kalde ham. De seneste to år har der nemlig været rigeligt med regn i Mathias Andersens liv. Han har ikke kunnet gå de - i sammenligning med turen Jylland rundt - få skridt hen til den lokale folkeskole. Mobning, fysisk og psykisk vold. Også fra lærerne, ifølge Mathias Andersen, der vendte ryggen til en skole, der har svært ved at acceptere nogen, der er anderledes.

- Jeg bryder mig faktisk ikke om mennesker. Eller nej, det er for meget sagt. Der er mennesker, jeg rigtig godt kan lide – men også nogle, jeg hader lidt. Det er for voldsomt at sætte alle mennesker i en bås, siger han.

Annonce
Folkeskolen var ikke en succesoplevelse for Mathias Andersen. Foto: Jens Thaysen

Topform

Gule kornmarker og summende insekter. Dagens mål er Skødstrup seks timer væk. Babyjoggeren, som han har fået forærende af en af de mange, der følger med i hans gåtur, er netop blevet fyldt op med frisk proviant. Mor har været forbi med skrællede gulerødder og agurk.

- Jeg bruger kun de penge, der er nødvendigt. Undtagen til is. Faktisk kunne jeg gå hele turen uden penge, for de sidste tre kilometer har jeg samlet en posefuld pantflasker. Der er nok en 50'er om dagen i gennemsnit, siger Mathias Andersen.

Der er også en plastikbøtte med småkager og en sodavand af mærket Topform. Kalorier, der sætter sig som muskler. Gode gå-muskler.

- Det går, som det går, siger Mathias Andersen, der indtil videre har tabt sig fire kilo på turen.

Bedst uden biler

- Det bedste er roen, når jeg går på en vej uden biler. Jeg syntes, det er utroligt, at jeg har gået i en måned, siger han.

Han samler ind. De mange skridt skal gerne blive til kolde kontanter, der kan hjælpe andre udsatte børn og unge. De indsamlede penge går til Esbjerg Karate klub. Her fandt Mathias Andersen det, han manglede i skolen.

- Voksne, der gider lytte, siger han.

Han kender ikke Storm P´s vagabondtegninger, men kan godt genkende sig selv i dem, da de dukker frem på telefonen. Mathias går heller ikke den slagne vej.

- Efter sommerferien begynder jeg på en efterskole. Men det er ikke sikkert, at det her bliver min sidste lange gåtur, siger han.

Tirsdag passerer Mathias Andersen gennem Aarhus på vej syd over.

Man kan eventuelt også finde ham på Facebook: Jylland Rundt. Donationer modtages på Mobilepay: Box19563.

Mathias Andersen er den tavse type. Men på sin gåtur Jylland rundt, har han mødt en masse nye mennesker. Foto: Jens Thaysen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Varde

Det nye Blochsgaard er indviet

Annonce