Annonce
Navne

Med alderen kommer de største sejre

Lars Michaelsen fra dagene som sportsdirektør for Tinkoff. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lars Michaelsen kan som sportsdirektør nyde flere sejre, end han selv hentede som professionel cykelrytter. Onsdag fylder han 50 år.

De største sejre er ikke altid begrænset til den aktive karriere.

Lars Michaelsen hentede som professionel cykelrytter et par store sejre, men på kanten af sin 50-års fødselsdag den 13. marts er han sportsdirektør med større succes. Han kan se tilbage på et år, hvor han var med i to af dansk cykelsports største triumfer i 2018. Både da Michael Valgren vandt Omloop Het Nieuwsblad, og da først Omar Fraile og dagen efter Magnus Cort etapesejrede i Tour de France, var Lars Michaelsen med i en af følgebilerne. - En af mine stærke sider er, at jeg lever mig meget ind i, hvordan rytteren har det, og hvilke informationer han skal have. - Jeg kender smerten, opofrelsen, og jeg bliver sprudlende glad, hvis det lykkes at hente sejren, siger Lars Michaelsen. Han fik som profrytter selv sit store gennembrud i sin anden sæson, da han for Festina i 1995 vandt semiklassikeren Gent-Wevelgem foran den tidligere verdensmester Maurizio Fondriest. Men vejen dertil var lang og hård. Først som næsten 25-årig kunne Lars Michaelsen skifte jobbet som tømrer ud med en jernhest på fuld tid. Siden fulgte blandt andet en etapesejr i Vuelta a España og tre dage i løbets førertrøje i 1997. To gange blev han nummer fem i Paris-Roubaix og hjalp siden både Fabian Cancellara og Stuart O'Grady til at vinde brostensmonumentet. Fire gange repræsenterede Lars Michaelsen Danmark ved OL.

Annonce

Drænes for energi

Efter rytterkarrierens afslutning fortsatte han sin gerning i cykelsporten som sportsdirektør fra 2008 hos Team CSC, Leopard Trek, Radioshack, Tinkoff-Saxo og siden 2017 hos Astana. - Jeg kører jo ikke de samme kilometer, som da jeg var rytter. Men jeg laver en masse forberedelse, og jeg kan stadig være helt drænet for energi, når vi er på den anden side af målstregen, siger Lars Michaelsen, der nu har været i branchen i 25 år. Han er gift med Eva. Sammen har de to døtre på henholdsvis 11 og 16 år og er involveret i cykelture i Toscana, hvor de boede, før de flyttede hjem til Danmark for ti år siden.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce