Annonce
Mad og drikke

Med sheriffen på safari

Nordvestsiden af Vejrø ændrer sig fra år til år. Springer spanielen Bella har nedlagt en edderfugl til Henrik Bønnelykke, som også er øens skytte. Han er sammen med Lea Lohse og Anders Granhøj på vej til fyret.
Milliardæren Kim Fournais har brugt en formue på sin private Vejrø nord for Lolland. Øen er åben for lystsejlere og erhvervsledere, som skal fusionere virksomheder. Og de kan plukke mango og banan i væksthusene lidt endnu. Livsstil var med til sæsonåbning på Vejrø, hvor de fire første gæster ankom i en Cessna.

Stjernerne hænger så lavt over Vejrø, at man næsten kan plukke dem. Med otte kilometer til nærmest nabo drysser de ned over øen, når lysene bliver slukket i væksthusene med bananpalmer, mango og colombiansk trætomat. Øen i Smålandsfarvandet nord for Lolland er en af Danmarks mindste og den mest specielle skabt af Saxo Bank-milliardæren Kim Fournais som et bæredygtigtigt samfund, hvor selv rådyrene har certifikat på at være økologiske.

Direktøren for Vejrø hedder Lea Lohse, og hun ankommer i sidste øjeblik til afgang med Vejrø III fra havnen i Kragenæs. Det er sæsonens første dag, og øens driftsleder Henrik Bønnelykke sætter de 870 hestekræfter i gang, så passagererne bliver trykket tilbage i sæderne undervejs mod marchhastigheden på et halvt hundrede kilometer i timen.

Man kan komme til Vejrø med båd eller fly, og sæsonens første gæster har reserveret bord til frokost i Restaurant Skipperly med ankomst i propelflyver på landingsbanen på øens sydspids.

Annonce

"Britt er øens mor, og Henrik er øens sherif, og det hjælper på unge mennesker, som er vant til at være på en restaurant inde i København. Der er langt ind til mor, hvis du har fået skældud for at spise de andres mad - det vinder du altså ikke point på - eller ikke løfter din del".

Direktør Lea Lohse om arbejdsforholdene på Vejrø.

100 ton affald og forfaldne huse

Milliardæren bag Saxo Bank købte øen i 2005. Kim Fournais har brugt på den gode side af 200 millioner kroner på at indrette øen med lystbådehavn, gæstehuse, restaurant og hotel efter først at have ryddet Vejrø for 100 ton gamle vaskemaskiner, cykler og andet affald for at stå tilbage med en række bygninger, hvor døre og vinduer var ved at falde ud. I dag er Lea Lohse direktør med Henrik Bønnelykke som fast makker, og hendes opgave går i korthed ud på at trække flere gæster til Vejrø, udvikle øen og bringe de to-cifrede millionunderskud i retning mod et plus.

Lea Lohse arbejder på Vejrø en dag om ugen i sæsonen, og hun er desuden en dag på Stella Maris - et renoveret missionshotel i Svendborg, som Kim Fournais også ejer - så Henrik Bønnelykke og hans kone Britt Aastrand Clausen er de faste ankre for medarbejderne på øen.

- Henrik og jeg lavede en musketer-ed, for vi gik ind til en stor opgave, forklarer Lea Lohse.

Lea Lohse træffer beslutninger, som om øen var hendes egen. Jobbeskrivelsen dækker retten til at træffe aftaler med farvandsvæsenet om fyret, indkøbe alt fra duroc-grise over cykler til rovmider og hyre medarbejdere til restauranten og booke de toprenoverede gæsteboliger på øen. Og så kan direktøren i øvrigt også give en hånd med opvasken i Restaurant Skipperly.

- Kim er meget lydhør, og jeg har meget frie rammer til at tage de rette beslutninger, når jeg har gjort mit forarbejde. Du skal have et team til at fungere. Men forestil dig det på en isoleret ø. Det er som et socialt eksperiment, men hvor er kameraerne? Det er så anderledes. Den første sæson var hård, for vi kunne ikke få folk nok herud, husker Lea Lohse.

Øens sherif, øens mor

Vejrø III er i havn på Vejrø efter en snes minutter, Henrik Bønnelykke fortøjer skibet, og Britt Aastrand Clausen henter fragt på en golfbil - alt skal sejles eller flyves ind - og arbejdsforholdene er specielle. Direktøren taler i dybden med nye medarbejdere, og de arbejder 14 dage på øen og har 14 dage fri for at være i stand til at stå distancen i de to travle måneder juli og august, hvor lystbådehavnen er fyldt med sejlere. Og de skal se øen først og møde Henrik Bønnelykke og Britt Aastrand Clausen, som er oldfrue med base i receptionen ved Restaurant Skipperly.

- Vejrø er ikke for alle, så gode snakke er vigtige. Britt er øens mor, og Henrik er øens sherif, og det hjælper på unge mennesker, som er vant til at være på en restaurant inde i København. Der er langt ind til mor, hvis du har fået skældud for at spise de andres mad - det vinder du altså ikke point på - eller ikke løfter din del, siger Lea Lohse.

Med på båden er også Anders Granhøj, som er køkkenchef på Stella Maris og har det overordnede ansvar for, at landbruget på Vejrø leverer de rigtige grøntsager i de rette mængder til både restauranten på øen og Stella Maris i Svendborg. Målet var i sin tid at skabe en tæt forbindelse mellem de to, og han skal styrke forbindelse, så økologisk grønt og kød fra øens saane-får og vildtet når frem til gæsterne begge steder.

- Stella Maris og Vejrø har et søskendeforhold. Stella Maris er den pæne storesøster og Vejrø den frække lillebror, og vi skal have udviklet nogle produkter med en høj gramværdi og en holdbarhed, så de ikke bliver fordærvede. Kvæg er for eksempel for tungt håndterbart, og Anders skal med den overordnede styring og lokalt ejerskab på Vejrø til at sætte sit præg på det, så vi får gang i samkørsel, forklarer Lea Lohse.

Byggemøde på toppen. Lea Lohse diskuterer renoveringen af det gamle fyr med Henrik Bønnelykke, et hjørne tagkonstruktionen er mørnet. Kokkeelev Louise Ejlsborg på Stella Maris og Sebastian Tversted nyder udsigten.

Strandkål, lam og en søanemone

Anders Granhøj og Lea Lohse har droppet tankerne om et slagteri, det kræver for meget vand, en knap ressource på Vejrø. Årets knap 100 lam bliver slagtet hos Slagter Engdahl inde i Holeby, og Anders Granhøj er i dialog med principlandbruget Steensgaard ved Faaborg om at få lavet skinke og pølser af dyrene foruden røget fasanbryst og dyrekølle.

- Jeg arbejder med at få sat visionen om nose-to-tail i system. Grundideen med Vejrø er økologi og bæredygtighed, og så kan vi lige så godt gå hele vejen, forklarer Anders Granhøj.

Og det gør medarbejderne. Sidste sæson blev Lea Lohse ringet op af en kok, som fortalte, at han stod med mange agurker.

"Jeg ved godt, at princippet er, at vi skal bruge, hvad vi har", lød det i telefonen. "Men vi har altså mange ... vi har et halvt ton agurker ...".

"Brug dem for helvede", lød det bramfrit fra direktøren.

- En kok havde plantet det hele til med agurker. Men det er som dogmefilmene i 1990'erne. Vi skal lave mad med strandkål, lam og en søanemone. Det er det, som gør det sjovt, fastslår Lea Lohse.

Udfordringen er at skabe det rigtige flow i landbruget, for årets kokke definerer næste års afgrøder.

- Vi havde butik i Torvehallerne (i København, red.), men logistik er en kæmpe udfordring. Jeg har nogen, som gerne vil tage vores overskud, men det koster så meget mere at dyrke herude end på fastlandet, hvor en lastbil kommer forbi. Vi vil gerne have varer ud, som kan fortælle øens historie, men vi er stadig i proces, og det står lidt på pause her i sæsonen. De skal bruges i køkkenet, kunne markedsføre Vejrø og være særlige for os. Stranddyrkning giver god mening, fordi vi ikke skal bruge af vandressourcerne, vurderer direktøren.

F&B-manager Brian Skude (th.) og Lars Thomsen finpudser en ret til sæsonen. De arbejder i et dogmekøkken med grønt og kød fra produktionen på Vejrø.

Homoseksuel orne

Direktøren viser vej mod flyvepladsen. Øen har to veje, så alle gæster møder hinanden på et tidspunkt. Bella - Henrik Bønnelykkes springer spaniel på tre et halvt år - løber i forvejen og jagter nogle af Vejrøs mange harer. Hun kan kun nå dem, som alligevel skulle skydes og har stor fornøjelse ved at motionere fasanerne, så de er klar til en af årets otte jagter - blandt andet rough shooting, hvor Henrik Bønnelykke guider gæsterne rundt mellem de mange hegn.

Hytter står klar til de 16 grise af duroc-blanding, som snart flytter ind til en enkelt sæsons vellevned, og Lea Lohse elsker grisene.

- De er skrubforvirrede, når de kommer, men efter halvanden måned kan jeg kalde på dem. Det bliver kobe-grise, de bliver håndmasseret. Så skal de kløs bag øret, så tilter de og får en ordentlig tur på maven. Vi avler ikke, det har vi prøvet. Ornen blev stor og tyk, den var formentligt homoseksuel, for den interesserede sig ikke for de tre søer, som gjorde sig til, husker direktøren.

Om hjørnet ligger væksthuse, som kan matche et større engelsk gods. De har kostet i omegnen af 22 millioner kroner.

- Det vildeste er, når vi slukker lyset klokken 23. Der er otte kilometer til nærmest nabo og kun stjerner - de er nærmest, så du kan plukke dem, siger Lea Lohse.

Gæster og medarbejdere kender hinanden på Vejrø. Peter Hartvigsen (i rødt) er fløjet med vennerne fra Tåsinge til Vejrø på 17 minutter for at nyde en frokost og får sig en snak med driftsleder Henrik Bønnelykke og direktør Lea Lohse.

Rovmider for 10.000 kroner

Også her er Vejrø en særlig udfordring. Direktøren havde valget mellem at drive gartneri med refusion i hundredetusindkroners-klassen fra staten eller give sine gæster adgang til at se - og spise - smukke frugter som pomelo, mango og colombiansk trætomat - og hun valgte det sidste.

- Med væksthusene er vi i en omstillingsproces mod det nordiske - også af hensyn til energien - for planterne bar frugt på de forkerte tidspunkter. Jeg har lige købt biologisk skadedyrsbekæmpelse for 10.000 kroner. Utroligt så dyre rovmider er, udbryder hun.

Væksthusene bliver brugt ved bryllupper, og Lea Lohse snakker altid med parret for at finde ud af, om det er en Vejrø-brud til det rustikke eller en Stella Maris-brud i stiletter, hvor bordpynt og servietter skal matche. Vejrø er mere rough ifølge direktøren, men fin til familiemiddag fredag aften, stor fest lørdag og så farvel efter brunch om søndagen.

Vi nærmer os øens nybyggede hotel Blæsenborg med master-suite og fem junior-suiter og stor stue. En Cessna 172 brummer oppe under skyerne med sæsonens første gæster, som har bestilt bord i Skipperly.

- Men de skulle først spise frokost klokken 13 - er det nogen, du kender, spørger Henrik Bønnelykke.

- Ja, de var her sidste år, det er en tømrermester fra Svendborg, fortæller Lea Lohse.

Henrik Bønnelykke overvejer at få sin kone til at hente gæsterne nede på flyvepladsen, det smådrypper fra skyerne.

Anders Granhøj glemte at få aniskørvel med fra sin have til køkkenet på Stella Maris, så han snuppede en buket fra Brian Skudes køkkenhave bag Skipperly. Som gastronomisk chef i Svendborg arbejder han på at skabe en tættere forbindelse til Vejrø.

Fred til fusioner

Blæsenborg er førstevalget for VL-grupper eller erhvervsledere, som skal fusionere to virksomheder: Vejrø sikrer fred og ro for nysgerrige blikke, nærmest også fred for mobilen, og ejerne af et firma lagde konceptet for deres gourmet-is i de bløde møbler foran self service-baren.

- Vi bruger det også til privat dining eller det lille bestyrelsesmøde med helt lukkede rammer, siger Lea Lohse.

Øen er blot 700 meter på det bredeste, men Bella finder et par fasaner på vej mod stranden, hvor en hare løber direkte mod gæsterne med ørerne i vejret. Anders Granhøj finder strandkål og portulak langs kysten - begge planter matcher det nordiske køkken - og Bella får nedlagt en edderfugl, som er for langsom til at lette.

- Hvad er det for en fugl, spørger Henrik Bønnelykke drillende..

- En øh ... lad mig se nåh, det er en edderfugl. Jeg tog jagttegn i fjor, men jeg har lykkeligt glemt alle de skide fugle, griner direktøren højt.

En flok rådyr skynder sig væk, da vi nærmer os fyret, hvor en rørhøg holder til i sivene. En varevogn uden plader holder parkeret ved bygningen - håndværkere efterlader undertiden et køretøj, og ifølge traditionen tilfalder de Vejrø. Ikke langt herfra bor Henrik Bønnelykke og fruen i øens mindste hus, men uden for sæsonen bor de i Maribo, hvor Henrik er aktiv i håndboldklubben. Det lokale betyder noget ifølge Lea Lohse, når man skal have hjælp ude på øen.

- Når vi har problemer med el, er et vigtigt at få nogen over NU. Og det er altid fredag eftermiddag, aldrig mandag morgen ...

Alle mand på dæk for at smage. Brian Skude, Anders Granhøj og Lea Lohse diskuterer rilette af gris fra Vejrø og detaljerne i menuen med Henrik Bønnelykke og Britt Aastrand Clausen som testspisere.

Spørgsmål fra nudister

Renoveringen af fyret har grebet om sig ifølge direktøren, og en tømrer er ved at udbedre et mørnet hjørne i tagkonstruktionen. Øverst oppe sikrer en parabol øens livline til fastlandet, men Henrik Bønnelykke skal tage toppen af de højeste træer for at skabe bedre forbindelse til Lolland. I gamle dag var øens eneste telefonforbindelse fra fyret, og en beboer fik fikset en blindtarmsbetændelse liggende på et bord.

Lea Lohse og Henrik Bønnelykke holder et byggemøde oppe i tårnet, og der skal et batteri på fyret for at sikre driften, og en ny aftale med myndighederne skal på plads.

- ... men aftalen er uopsigelig i 60 år, og så har du 60 års opsigelighed, så Henrik ... du har vel ikke skrevet under? Den skal lige lande godt i maven, siger Lea Lohse.

- Og når man så spørger ejeren, får man: Hvad du synes bedst, tilføjer hun.

Men fyret skal køre af hensyn til sejlerne, og Henrik Bønnelykke ser til lyset som det sidste hver aften. Han har prøvet at køre til Korsør for at hente en af de specielle pærer på 120 volt og 200 watt - men nu bliver den heldigvis skiftet til en LED-model.

Udsigten fra fyret er i særklasse, men ikke mange af gæsterne betragter stranden som den primære attraktion ved Vejrø. En nudistforening henvendte sig til Lea Lohse og spurgte, om de måtte komme derud.

- Jeg skrev, at de skulle være påklædt på fællesarealerne. Hvad de lavede på stranden, måtte de selv om, men jeg vil ikke have bar røv i restauranten, siger Lea Lohse.

Kokkeelev Louise Ejlsborg fra Stella Maris skriver menuen med sikker hånd - hun har lige været tre uger i praktik i Paris for at varme op til læretiden i Svendborg.

17 minutter fra Tåsinge

Anders Granhøj snupper et par buketter aniskørvel fra køkkenhaven på vej mod Restaurant Skipperly, hvor kollegerne har serveret frokost for sæsonens første gæster. Peter Hartvigsen sad ved styrepinden i flyet og driver et tømrerfirma på Tåsinge, og han er jævnligt på Vejrø med venner og forretningsforbindelser.

- Medarbejderne er professionelle og imødekommende og sætter kunden i centrum uanset, om man kommer med et selskab eller for at få en kop kaffe. Prisniveauet er hverken lavt eller højt, siger piloten.

Han flyver også gerne til Læsø eller Samsø, men Vejrø er noget specielt, fordi man kun kan gæste øen per fly eller båd. Flyvetiden afhænger af vinden, men i dag tog den 17 minutter.

- Jeg holder af roen og stilheden på Vejrø, og den finder du ikke andre steder. Der er ikke mange privatejede øer, hvor du kan gå rundt alle steder, siger Peter Hartvigsen.

Sherif og oldfrue på Vejrø. Henrik Bønnelykke og Britt Aastrand Clausen bor om vinteren i Maribo, men sommeren er travl med en fuld lystbådehavn og 60 gæster i restauranten. Bella er med på jagterne på øen.
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce