Støjen i åbne kontorlandskaber er så ulidelig for medarbejderne, at de laver fejl og bliver mindre produktive, viser en ny undersøgelse.
Det er svært at koncentrere sig, når sidemanden klamprer løs på tastaturet. Fejl i arbejdet og dalende produktivitet er resultatet, når tusindvis af lønmodtagere hver dag tager plads i deres åbne kontorlandskab. For støjen fra kimende telefoner og kollegers konstante snak er så ulidelig, at de ansatte mister koncentrationen og i mange tilfælde må arbejde over.
Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4.
Hele 60 procent af alle medarbejdere i åbne kontorlandskaber oplever svækket koncentration, mens 35 procent laver fejl i arbejdet. Og for næsten en fjerdedel er støjen til så stor gene, at de må arbejde over for at få ro til opgaverne, skriver Ugebrevet A4.
Hos fagforeningen HK, der organiserer over 100.000 kontoransatte, er støjen et yderst velkendt problem for arbejdsmiljøkoordinator Nanna Sars Schewitsch.
»Vores medlemmer oplever i den grad problemer med storrumskontorer. De har svært ved at koncentrere sig om arbejdet, fordi de er generet af støj,« siger hun og uddyber:
»For rigtig mange af dem resulterer det desværre i, at de ikke kan løse opgaverne på en tilfredsstillende måde, og i sidste ende falder deres produktivitet og trivsel,« siger Nanna Sars Schewitsch til Ugebrevet A4.
Hun bakkes op af Jesper Kristiansen, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
»Det siger næsten sig selv, at hvis man hele tiden bliver forstyrret af støj og dermed bliver afbrudt i arbejdet, får man lavet mindre og begår måske også flere fejl undervejs,« siger seniorforskeren.
Af samme grund erklærer hele 63 procent af de adspurgte, at de arbejder mest effektivt i enrum, mens kun 13 procent er mere effektive, når arbejdet udføres i rum med andre.
BNB