Annonce
Aabenraa

Medarbejdere på Fjordskolen: Vi føler os ikke hørt

Da beslutningen om at flytte Fjordskolen til Kruså blev truffet i februar i fjor, var forældre, elever og flere medarbejdere i byrådssalen for at lufte deres utilfredshed. En gruppe frustrerede ansatte kritiserer nu hele processen. Arkivfoto: Timo Battefeld

En gruppe medarbejdere på Fjordskolen går nu offentligt ud og kritiserer processen omkring flytningen af skolen til Kruså. De synes, de er blevet forbigået, og så tror de ikke på økonomien i projektet.

Aabenraa: Allerhelst ville de bare stå frem. Men i Aabenraa Kommunes officielle kommunikationspolitik står, at "Når vi udtaler os som ansatte, omtaler vi beslutninger, der er truffet i Aabenraa Kommune, loyalt."

Og det har de lidt svært ved, en gruppe medarbejdere på Fjordskolen. Men de er så frustrerede over processen omkring flytningen til Kruså, at de har besluttet sig for at råbe op.

- Politikerne og forvaltningen prøver at gøre, som om det er vores eget ønske, og det er vi trætte af. Det er rigtigt, at vi havde et forslag tilbage i 2012 om at samle skolen ét sted, men det var, da Brundlundskolen stadig var en mulighed. Kruså har aldrig været vores ønske, siger en talsmand for gruppen, der ikke mener, medarbejderne er blevet taget alvorligt undervejs.

Forældre er også frusterede

Det har indtil nu været formand for Fjordskolens bestyrelse, Mette Larsen, og andre forældre til børn på skolen, der har været ude med den skarpeste kritik.Mette Larsen er blandt andet træt af, at medlemmerne af byggeudvalget efter hendes mening ikke bliver ordentligt informeret. Senest er et lovet notat sendt ud til de totalentreprenører, der har vist interesse for at byde på projektet, inden udvalget fik det. Trods løftet om det modsatte.

Er blevet affejet

- Fjordskolen er et flagskib med dygtige medarbejdere. På trods af det vil man ikke bruge den viden om børn med særlige udfordringer, som det professionelle personale på Fjordskolen besidder. Vi er gang på gang blevet underløbet i, at vi har en faglig viden, lyder det fra gruppen, der blandt andet nævner, hvordan medarbejdergruppen blev forbigået, da der i 2015 blev sat en halv million kroner af til "en grundig analyse af de fremtidige behov, hensigtsmæssigheden ved sammenlægning af afdelingerne på Posekærvej og Skolevænget og den optimale placering af skolen".

- Vi mener ikke, der er brugt tid og energi på at afsøge alternative muligheder. Det, medarbejderne har peget på som alternativer, er hele tiden blevet affejet med "det er dyrere end en Kruså-løsning". Og det er da klart, siger talsmanden, for det er et andet af gruppens store ankepunkter: At den ikke tror på de økonomiske beregninger, der er lavet for at indrette den tomme Kruså Skole til specialskole.

Annonce

Åbenlys underfinansiering

- Der er en åbenlys underfinansiering af midler til at gøre den brugbar for børn med handicap. Bygningerne er slidte, nogle lokaler indeholder skimmelsvamp, og tagkonstruktioner skal udskiftes. Aabenraa Kommunes nøgletal til ombygning og nybygning er ifølge forvaltningen 10.000 kroner per kvadratmeter. Det giver et budget på 75 millioner kroner - der er sat 35 millioner kroner af.

Det undrer også medarbejdergruppen, at når et af argumenterne for en flytning hedder pladsmangel, at der så - trods den planlagte nybygning til afdeling B - er færre kvadratmeter på skolen ved grænsen.

- Der er simpelt hen så mange ting i den her beslutningsproces, vi ikke forstår. Og mest af alt savner vi ærlighed fra politikernes side. Hvis de ikke synes, vi passer ind i Campus-miljøet, så sig det dog. Og hold op med at blive ved med at påstå, at det bliver en mindst lige så god skole i Kruså. For det gør det ikke.

På spørgsmålet om, hvorvidt de kan arbejde loyalt med flytningen, når de så klart mener, det er en helt forkert beslutning, siger talsmanden:

- Vi er professionelle og vil prøve at skabe de bedste rammer om såvel flytning som undervisning af de hypersensitive elever, der går på Fjordskolen. Vi er ansat til at undervise elever med særlige udfordringer og prøver hver dag at løse den opgave så godt og loyalt, vi kan, inden for de rammer, vi har.

Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Ukrainer idømt fire års fængsel, udvisning og bøde på 71 mio kr. i stor sag om ulovlig cigaretfabrik: - Først i dette øjeblik er det gået op for mig, hvor alvorligt det er

Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

Annonce