Annonce
Sport

Medie: Challenge-system skal diskuteres i håndboldtop

Morten Stricker/Ritzau Scanpix
DHF og Divisionsforeningen skal onsdag diskutere det omstridte challenge-system, erfarer Jyllands-Posten.

Challenge-systemet, der i denne sæson bliver afprøvet i de danske håndboldligaer, har fået en hård start og mødt stor kritik i de første spillerunder.

Derfor bliver det en del af dagsordenen på et fællesmøde i dansk håndbold onsdag.

Her skal Dansk Håndbold Forbund (DHF), Divisionsforeningen og Elitedommerudvalget mødes for at diskutere, hvorvidt video-proof, elektronisk timeoutknap og det nye challenge-system er det rigtige.

Det skriver Jyllands-Posten, der har set den mail, der er sendt ud til de danske ligaklubber med Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, og formand, Kasper Jørgensen, som afsendere.

- Vi må desværre konstatere, at enkelte episoder har fået lov til at fylde alt for meget i den nationale omtale af vores sport, lyder det i mailen.

Challenge-systemet været genstand for kaos i flere kampe i den nye sæson. Senest i lørdagens topbrag mellem TTH Holstebro og Skjern, hvor kampens sidste minut var præget af forvirring og fejl på grund af challenge-systemet.

- Vi lytter til de input, der kommer både direkte og gennem medierne omkring løsningsforslag. Lige fra at skrotte reglerne, sætte dem på standby, lave gentlemen-agreements, holde kaffemøder osv., skriver Divisionsforeningen.

Efter weekendens kampe medgav DHF-formand Per Bertelsen i Håndboldmagasinet Overtrådt på TV Midtvest, at introduktionen har været problematisk.

- Jeg er ikke blind for, at der har været en del grums. Og det ærgrer mig helt vildt. Det skulle jo have tilført noget positivt til dansk håndbold, og hvis det ikke gør det, skal vi måske pille det af igen, sagde Per Bertelsen.

Ifølge DHF-formanden har det hele tiden været meningen, at challenge -systemet skal evalueres, men evalueringen skulle måske fremrykkes, og det ser altså ud til at ske onsdag.

- Jeg vil ikke være med til at droppe systemet efter så få kampe. Det skal have lidt tid og ro, og så er jeg sikker på, at det nok skal blive godt.

- Men hvis vi har lavet noget, der ikke er godt, så må vi pille det af igen. For det giver ingen mening at køre hele sæsonen igennem med det, hvis det ikke fungerer, sagde Bertelsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce