Annonce
Udland

Medie: Donald Trump blev inviteret til topmøde i Nordkorea

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har ifølge sydkoreansk medie sendt Trump skriftlig invitation til nyt topmøde.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, sendte i slutningen af august en skriftlig invitation til USA's præsident, Donald Trump, om et topmøde mellem de to i hovedstaden Pyongyang.

Det rapporterer den sydkoreanske avis Joongang Ilbo mandag på baggrund af oplysninger fra diplomater. Det skriver Bloomberg News og Reuters. Det fremgår ikke, hvordan invitationen er blevet taget imod.

Hverken Det Hvide Hus, det amerikanske udenrigsministerium eller Nordkoreas FN-mission i New York har reageret på henvendelser fra Reuters om en kommentar til oplysninger.

Kim Jong-un og Trump har siden juni sidste år mødtes tre gange. Hovedtemaet i samtalerne har været Nordkoreas atom- og missilprogrammer.

Trump forsøger at få styret i Nordkorea til at opgive våbenprogrammerne, men indtil videre har det været småt med fremskridt.

De to statsledere mødtes senest i juni i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.

Her blev de enige om på embedsmandsniveau at genoptage de forhandlinger, som havde været sat på pause, siden et topmøde i Hanoi i Vietnam i februar endte uden resultater.

I sidste uge sagde Nordkoreas viceudenrigsminister, Choe Son-hui, at Nordkorea var villig til at tage del i "vidtgående drøftelser" i slutningen af denne måned.

Efterfølgende sagde Trump, at han var villig til at møde Kim Jong-un senere i år.

Det første topmøde mellem de to fandt sted i Singapore i juni 2018. Mødet var historisk, fordi det var det første mellem en siddende amerikansk præsident og en leder af Nordkorea.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Danmark

I Nordjylland har de flyttet et fyrtårn: Men det er ikke første gang, en fantastisk flytning vækker opsigt

Annonce