Annonce
Indland

Medie: Henrik Dam Kristensen bliver Folketingets formand

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Ifølge Jyllands-Posten bliver den erfarne socialdemokrat afløseren for Pia Kjærsgaard som formand.

Henrik Dam Kristensen (S) bliver formand for Folketinget, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge mediet har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, sikret sig bred opbakning fra partierne i Folketinget til at indstille den tidligere minister til at blive Folketingets kommende formand.

62-årige Henrik Dam Kristensen er i øjeblikket 1. næstformand i Folketingets Præsidium.

Postbuddet fra Vorbasse blev i 1990 første gang valgt ind i Folketinget, og han har næsten siddet der siden, dog afbrudt af en periode i Europa-Parlamentet fra 2004 til 2006.

Henrik Dam Kristensen har haft forskellige ministerposter under statsministrene Poul Nyrup Rasmussen (S) og Helle Thorning-Schmidt (S), blandt andet som fødevareminister, socialminister og beskæftigelsesminister.

Siden 2016 har han været medlem af Folketingets Præsidium.

Pia Kjærsgaard (DF) har siden 2015 været formand for Folketinget.

Efter at flertallet ved folketingsvalget 5. juni skiftede fra blå til rød blok, er det ikke uventet, at Folketinget skal have ny formand.

SF-formand Pia Olsen Dyhr udtrykte onsdag opbakning til Henrik Dam Kristensen, såfremt han skulle blive indstillet.

- Hvis Henrik Dam Kristensen bliver Socialdemokratiets bud på en ny formand for Folketinget, så vil SF synes, at det er en fantastisk god idé, og det vil vi gerne bakke op om, sagde hun.

Selv om nyheden altså endnu ikke er officiel, har Henrik Dam Kristensens partifælle Magnus Heunicke allerede reageret.

- Jeg stemmer på ham her på fredag som ny formand for Folketinget. Og han bliver en bragende god en af slagsen.

- Henrik Dam er samlende, lyttende og altid med et særligt blik for de svageste i vores samfund, skriver Magnus Heunicke på Facebook.

Folketingets nye formand bliver formelt valgt fredag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce