Annonce
Udland

Medie: Kina pønser på at fyre Hongkongs udskældte regeringschef

Pool/Reuters
Kinas regering ønsker at indsætte midlertidig leder, men først når krisen er stabiliseret, siger kilder.

Kina planlægger angiveligt at fyre Hongkongs regeringschef, Carrie Lam, og indsætte en midlertidig leder.

Det skriver den internationale erhvervsavis Financial Times på baggrund af kilder med viden om planerne.

Udskiftningen sker efter måneders massive demonstrationer i den tidligere britiske kronkoloni over øget kinesisk kontrol.

Mange demonstranter har krævet den 62-årige Lams afgang på grund af regeringens håndtering af krisen.

Ifølge Financial Times afventer den kinesiske regering, at situationen i Hongkong stabiliseres, før man foretager udskiftningen i toppen af storbyens selvstyre.

Kina ønsker ikke, at udskiftningen fremstår som et knæfald for demonstranternes krav, skriver avisen.

Hvis Kinas leder, Xi Jinping, vælger at fyre Carrie Lam, vil en afløser overtage i marts næste år og udfylde resten af embedsperioden, der løber frem til 2022, skriver Financial Times.

I september udtalte Carrie Lam selv i lækkede lydoptagelser fra et regeringsmøde, at hun gerne ville trække sig, "hvis det var muligt".

Hun understregede dog på et pressemøde efterfølgende, at hun ikke havde bedt den kinesiske regering om lov til at træde tilbage.

Siden midten af juni har Hongkong været præget af store protester, og millioner har indtil nu deltaget.

Ved flere lejligheder har demonstrationerne udviklet sig voldeligt med sammenstød mellem demonstranter og politi.

Krisen i den delvist selvstændige storby, der siden 1997 har hørt under Kina, begyndte med et lovforslag, der skulle gøre det nemmere at udlevere borgere til retsforfølgelse i Kina.

Lovforslaget blev efterfølgende droppet, men demonstrationerne er fortsat.

Politiet har sat massivt ind mod demonstranterne med afspærringer, vandkanoner og tåregas.

Kina har benægtet, at man forsøger at øge kontrollen med storbyen.

Hongkong fik ved overdragelsen fra britisk til kinesisk kontrol en række demokratiske rettigheder, som det kommunistiske Kina ikke giver sine borgere.

Kina har blandt andet beskyldt USA og andre vestlige lande for at tilskynde uroen i storbyen.

/ritzau/

Annonce
Financiel Times med artiklen. (Låst)
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

Danmark

Podcast: Tre tophold kæmper om oprykning fra 1. division - hvem trækker det længste strå?

Annonce