x
Annonce
Udland

Medie: Lækket dokument viser Kinas kontrol over uighurer

Lucy Nicholson/Reuters
Ifølge ekspert er et lækket dokument det hidtil stærkeste bevis for, at Kina forfølger muslimsk mindretal.

Et lækket dokument viser, hvordan Kina overvåger og kontrollerer muslimske uighurer. Det skriver det britiske medie BBC.

Annonce

Dokumentet indeholder personlige informationer om flere end 3000 individer i den kinesiske Xinjiang-provins.

Herunder oplysninger om hvor ofte de beder, hvilket tøj de iklæder sig, hvem de har kontakt med, og hvordan deres familiemedlemmer opfører sig.

Samtidig indeholder dokumentet på baggrund af oplysningerne en vurdering af, hvorvidt personerne skal befinde sig på de såkaldte "genopdragelseslejre".

I oktober afslørede lækkede dokumenter ifølge flere britiske medier, at det kinesiske styre systematisk hjernevasker op mod en million af muslimerne i disse lejre.

Kina afviser blankt, at landet har gjort noget forkert. De kinesiske myndigheder har fastholdt, at der bliver tilbudt frivillig uddannelse og træning i lejrene.

Det nye dokument kommer ifølge BBC fra den kilde i Xinjiang-provinsen, som også stod bag de tidligere lækkede dokumenter.

Det nye dokument virker troværdigt. Det mener Adrian Zenz, der er en af verdens førende eksperter i Kinas politik i Xiangjian-provinsen. Han er seniorforsker ved organisationen Victims of Communism Memorial Foundation i Washington.

Han mener, at dokumentet er det "hidtil stærkeste bevis" for Kinas forfølgelse af uighurerne.

- Dette bemærkelsesværdige dokument er det hidtil stærkeste bevis for, at Beijing aktivt forfølger og straffer normale praksisser fra traditionelle religioner, siger han til BBC.

Eksempelvis viser oplysningerne om en 38-årig kvinde, at hun blev sendt til en lejr på baggrund af én central oplysning. Det var, at hun havde båret tørklæde for nogle år siden.

Det er ifølge BBC et af flere eksempler på, at individer sendes i lejrene på baggrund af tidligere hændelser.

Andre er blevet sendt i lejr, fordi de har ansøgt om et pas. Andre idømmes samme skæbne, fordi de har besøgt hjemmesider fra andre lande.

Lejrene i Xinjiang er blevet etableret over de seneste tre år. Ifølge det kinesiske styre skal de modvirke religiøs ekstremisme og terroraktivitet.

/ritzau/

Link til artikel i BBC
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Kolding

Se byrådets møde live på Facebook

Annonce