x
Annonce
Udland

Amerikanske og afghanske soldater er skuddræbt i Afghanistan

James Mackenzie/Reuters
Amerikanske og afghanske soldater på en fælles mission blev lørdag angrebet af en mand i afghansk uniform.

Amerikanske og afghanske soldater, der lørdag var på en fælles mission i Afghanistan, blev beskudt. Flere soldater har mistet livet.

Det oplyser det amerikanske militær i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt søndag morgen dansk tid.

Ifølge de foreløbige oplysninger ser det ud til, at det en person i afghansk militæruniform, oplyser militæret i meddelelsen.

Skyderiet er sket i Nangarhar-provinsen, hvor amerikanske styrker hjælper afghanske styrker med at rydde et område, der er truet af Taliban.

- Vi indsamler fortsat informationer, og årsagen eller motivet til angrebet er på nuværende tidspunkt ukendt, siger oberst Sonny Leggett, der er talsmand for de amerikanske styrker i Afghanistan.

Natten til søndag dansk tid rapporterede den amerikanske avis The New York Times først om hændelsen.

Her lød det, at op til seks amerikanske soldater var dræbt under angrebet.

Derudover oplyste anonyme afghanske embedsmænd, at også seks afghanske soldater var dræbt. Dette er ikke bekræftet fra officielle kilder.

Det er i det hele taget sparsomt med informationer om hændelsen.

Det er derfor uklart, om skyderiet blev indledt af infiltratorer fra Taliban, hvilket tidligere har været en stor bekymring, eller om skyderiet var resultatet af uenigheder mellem de allierede styrker.

Både Taliban og den afghanske afdeling af Islamisk Stat holder til i Nangarhar-provinsen.

Angreb fra afghanske styrker mod amerikanske soldater har tidligere været mere udbredte i krigen i Afghanistan, hvilket dengang skabte frygt for, at mistro mellem de allierede ville spænde ben for indsatsen i landet.

De senere år er det dog langt sjældnere, at der sker denne type angreb.

/ritzau/

Link til artikel i New York Times
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce