Annonce
Udland

Medie: Topfolk i USA har i 18 år løjet om krigen i Afghanistan

Thomas Watkins/Ritzau Scanpix
The Washington Post har fået adgang til fortrolige udtalelser, hvor generaler kritiserer krigen i Afghanistan.

Amerikanske politikere og militærfolk har i 18 år vildledt offentligheden om krigen i Afghanistan.

Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.

Avisen har fået adgang til 2000 siders hidtil tilbageholdte dokumenter. Det er sket efter et tre år langt juridisk slagsmål om dokumenternes udlevering.

Dokumenterne indeholder interviews med flere end 400 generaler, rådgivere, diplomater og afghanske embedsmænd, som har spillet en direkte rolle i krigen.

De er blevet foretaget af en amerikansk tilsynsmyndighed, som har udarbejdet en fortrolig undersøgelse af den længste væbnede konflikt i USA's historie.

Ifølge The Washington Post viser dokumenterne, at skiftende amerikanske regeringer har undladt at fortælle sandheden om den 18 år lange krig.

- I stedet er de kommet med rosenrøde udtalelser, som de vidste var forkerte, og de har skjult umiskendelige beviser på, at krigen var blevet umulig at vinde, skriver avisen.

Interviewpersonerne giver i undersøgelsen en "uhæmmet kritik" af, hvad de mener, der er gået galt i Afghanistan, fordi de gik ud fra, at deres udtalelser ikke skulle offentliggøres.

- De amerikanske embedsmænd erkender, at deres krigsstrategier var fulde af fatale fejl, og at Washington spildte enorme summer penge på at prøve at gøre Afghanistan til en moderne nation, skriver The Washington Post.

Eksempelvis siger en højtstående amerikansk general i sit interview:

- Vi var blottet for en fundamental forståelse af Afghanistan. Vi vidste ikke, hvad vi lavede.

- Hvis det amerikanske folk kendte til omfanget af dysfunktionen, fortsætter han og henviser til de mange liv, som krigen har kostet.

- Hvem vil sige højt, at det var forgæves?

Siden 2001 har USA haft flere end 775.000 amerikanske soldater udsendt til Afghanistan.

2300 amerikanske soldater har mistet livet i krigen. Og flere end 20.000 er blevet såret i kamp, viser tal fra USA's forsvarsministerium.

USA forhandler for tiden med Taliban i håbet om at kunne trække de resterende 13.000 amerikanske soldater ud af Afghanistan.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel i The Washington Post
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Annonce