Annonce
Sport

Medier: Lampard fyres i Chelsea og erstattes af Tuchel

Frank Lampard bliver ifølge flere medier fyret som manager i Chelsea inden så længe. Foto: Andy Rain/Reuters

Flere engelske medier skriver, at Frank Lampard bliver fyret som manager i Chelsea.

Frank Lampard er færdig som manager i Chelsea, skriver flere engelske medier mandag.

The Telegraph var hurtigst til at melde Lampard fyret i Chelsea, og siden skrev The Athletic, The Guardian og BBC det samme.

Medierne mener at vide, at den tyske træner Thomas Tuchel skal erstatte Lampard i Chelsea.

Tuchel blev fyret som træner i den franske klub Paris Saint-Germain for en måned siden.

Det er ikke blevet bekræftet af Chelsea, at 42-årige Lampard skulle være på vej til at blive fyret.

Ifølge The Telegraph vil det ske senere mandag, og spillerne er blevet bedt om ikke at møde ind til træning mandag morgen. De vil i stedet blive orienteret mandag eftermiddag til træning.

Chelsea vandt søndag en FA Cup-kamp over Luton. Men i Premier League har den seneste tid budt på skuffende resultater.

London-klubben har kun vundet to ud af de seneste otte kampe i Premier League. Chelsea er blot nummer ni i ligaen.

Lampard, der i mange år var stamspiller hos Chelsea, blev i juli 2019 ansat som manager i klubben.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce