Annonce
Udland

Medievirksomhederne CBS og Viacom fusionerer

Lucy Nicholson/Reuters
Fusionen, der skaber en ny mediegigant, er den seneste i bølge af sammenlægninger i underholdningsindustrien.

De amerikanske medievirksomheder CBS og Viacom meddelte tirsdag, at de har indgået en aftale om en fusion, så de bliver lagt sammen til en ny mediegigant.

Fusionen sker efter forhandlinger gennem en årrække, hvor de to store foretagender skiftevis har været afvisende og positiv over for en fusion.

Fusionen bringer blandt andet CBS, MTV, Nickelodeon, og Showtime BET, Comedy Central samt Paramount Pictures i Hollywood sammen.

Det nye selskab ventes at få navnet Viacom som en gestus over for Sumner Redstone, en 96-årig mediemagnat, som opbyggede et forretningsimperium på grundlag af en lille kæde af drive-in biografer i det nordøstlige USA.

Viacoms topchef Bob Bakish bliver administrerende direktør og får en plads i bestyrelsen, mens den 65-årige Shari Redstone, mediemagnatens datter, bliver den første kvindelige bestyrelsesformand i Viacoms historie.

Fusionen er den seneste i en bølge af sammenlægninger i underholdningsindustrien, som er under pres fra store spillere med ny teknologi som Netflix, Amazon og Google, der har udviklet alternativer til traditionelt tv.

Telekommunikationsgiganten AT&T købte sidste år HBO, CNN, TBS og Warner Bros studierne i handel til 85 milliarder dollar (568 milliarder kroner). I marts afsluttede Walt Disney Company en overtagelse af Rupert Murdochs besiddelser i Hollywood i en handel til 71,3 milliarder dollar (over 476 milliarder kroner).

Det var i dette nye landskab, at CBS og Viacom pludselig fremstod som mellemstore spillere, der ikke længere kunne regne med at være førende i industrien.

De to foretagender var samtidig splittet efter en årrække med intern splittelse, opslidende magtkampe i bestyrelseslokalerne, dyre retssager, finansielle fejlberegninger og ledelsesproblemer.

Det kombinerede Viacom-CBS får en værdi på omkring 32 milliarder dollar (omkring 214 milliarder kroner).

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Plejehjem forvekslede to beboere: Datter fik besked om sin mors død alt for sent

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce