Annonce
Tønder

Medlemmerne strømmer til naturfredningsforeningen

Forberedelserne til opstilling af de seks store vindmøller øst for Sæd er i fuld gang. DN har ikke gjort indsigelser mod projektet. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Tønders afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN) har uden at gøre sig videre umage fået knap 50 nye medlemmer på et år. Formanden tilskriver det foreningens seriøse tilgang til aktuelle sager og et succesrigt samarbejde med Ugeavisen Tønder.

Annonce

TØNDER: Mens andre foreninger har problemer med at holde på medlemmerne, gør det modsatte sig gældende for Tønders afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Afdelingen havde ved den sidste optælling i alt 592 medlemmer, hvilket er 49 flere end på samme tid sidste år. Det går altså den rigtige vej, konstaterede afdelingens formand, Søren Eller, da han tirsdag aften fremlagde årsberetningen på generalforsamlingen.

Om baggrunden for den udvikling kan formanden kun gisne. I modsætning til tidligere år, har DN nemlig ikke gennemført en decideret hvervekampagne.

- Men jeg tror, at folk er gået væk fra en opfattelse af, at vi bare er nogle brokkehoveder, der går imod alt, men at vi tværtimod er meget omhyggelige med de enkelte emner og ikke tager sager op, vi ikke kan vinde, siger Søren Eller.

Et andet succeskriterie er ifølge ham et samarbejde med Ugeavisen Tønder om en månedlig artikel med overskriften: Naturen lige nu, hvor bestyrelsesmedlemmer på skift skriver om stort og småt, der lokalt rører sig på natur- og miljøsiden rundt omkring i kommunens naturområder.

- Det modtager vi positiv respons på, og det er måske en del af forklaringen på, at vi gennem 2017 har haft en støt medlemsfremgang, sagde Søren Eller.

Det er DN's erfaring, at det altid kan betale sig at presse kommunalpolitikerne i et valgår, hvor de åbenbart kun tænker på at blive genvalgt, idet de så håber på, at vælgerne har glemt kontroversielle sager, når der igen kommer valg fire år senere.

Søren Eller, formand, Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, Tønder 
De støre entreprenørmaskiner er blandt andet i gang med at etablere veje ud de områder, hvor møllerne skal rejses. DN har ikke gjort indsigelser mod projektet. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce

Heliporten

En af de konkrete sager, som lokalafdelingen havde været involveret i, og som formanden nævnte i sin årsberetning, var bestræbelserne på at etablere en helikopter-lufthavn, en såkaldt heliport, på Rømø. Den er foreslået placeret i et område tæt på klitterne syd for Lakolk Sø, og dermed et naturfølsomt område, sagde Søren Eller og fortsatte:

- Denne sag er åbenbart midlertidigt sat på standby, da modstanden fra beboere og sommerhusejere på Rømø er så markant, at kommunen har udsat planerne til foråret 2018, idet de åbenbart frygter vælgernes dom ved det kommende kommunevalg den 21. november. Det er DN's erfaring, at det altid kan betale sig at presse kommunalpolitikerne i et valgår, hvor de åbenbart kun tænker på at blive genvalgt, idet de så håber på, at vælgerne har glemt kontroversielle sager, når der igen kommer valg fire år senere.

Forberedelserne til opstilling af de seks store vindmøller øst for Sæd er i fuld gang. DN har ikke gjort indsigelser mod projektet. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce

Vindmøller

En anden sag, som DN har været en del af i de seneste 12 måneder, er planerne om at opstille vindmøller i henholdsvis Rejsby i kommunens nordlige ende, og øst for Sæd tæt på den tyske grænse. Generelt går naturfredningsforeningen ind for grøn energi, men lokalafdelingen bakkede op omkring den lokale modstand i Rejsby.

- Møllerne skal placeres med omtanke i landskaberne og helst i havvindmølleparker, som ikke generer udsynet fra kysterne, sagde Søren Eller og forklarede samtidig, hvorfor foreningen ikke var gået ind i sagen omkring de seks møller mellem Sæd og Lydersholm, hvor det indledende arbejde med opstilling af møllerne er i fuld gang.

- DN-Tønder undlod efter rådgivning fra DN's sekretariat i København at påklage sagen, idet DN tvivlede på, at en klage kunne vindes. DN samler ikke på tabte sager, og desuden var der også tegn på, at vindmøllernes tilhængere og modstandere i lokalsamfundet lå i nabostridigheder, hvilket DN aldrig ønsker at være part i, understregede Søren Eller.

Han har været formand for lokalafdelingen siden 2001 efter forinden at have været næstformand fra 1984. Søren Eller ønsker at stoppe som formand, og en eventuel efterfølger skal findes, når bestyrelsen i forlængelse af tirsdagens generalforsamling samles til et konstituerende møde den 6. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Livsfarlige udspring i lystbådehavn: Unge badegæster blev bortvist fra Esbjerg Strand

Annonce