I fredags spillede ligaholdet fra Ribe-Esbjerg HH en træningskamp mod det amerikanske landshold.
Det har senere vist sig, at ikke færre end 18 spillere i den amerikanske trup var smittede med coronavirus. Amerikanerne har efterfølgende trukket sig fra VM-slutrunden i Egypten.
Og nu breder smitten sig også i Ribe-Esbjergs spillertrup.
Tirsdag lød meldingen, at en enkelt spiller var smittet. Det betød naturligvis, at hele truppen efterfølgende skulle testes med det samme.
Og nu er resultaterne kommet.
- Det viser sig desværre, at vi har yderligere tre spillere smittede. Det er naturligvis meget uheldigt, men vi følger alle gældende regler, fortæller klubdirekør Claus Vang Madsen.
Planen var, at truppen igen skulle testes torsdag, men det er nu skubbet.
- Vi må lige se, hvordan vi tager den herfra. Det mest sandsynlige er nok, at vi igen får alle spillere testet fredag - og så satser vi på, at vi kan samle truppen igen på et tidspunkt i næste uge.
Der er pause i ligaen i øjeblikket, da VM-slutrunden i Egypten står for døren.
- Man kan ikke sige, at der er noget godt tidspunkt for det her. Men skal jeg tage ja-hatten på, kan man da sige, at det i hvert fald ikke går udover turneringskampene. Det går så udover vores træning, men det klarer vi.
Cheftræner Kristian Kristensen er også trist over situationen.
- Det hele kommer pludselig meget tæt på.