Annonce
Indland

Mere end ild kæder tre vestsjællandske drab sammen

Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Tre drab på Sjælland minder så meget om hinanden, at politiet nu slår efterforskningen af dem sammen.

Det er ikke kun det faktum, at der er blevet sat ild til ejendomme, hvor personer efterfølgende er fundet dræbt, som kæder i alt tre drabssager sammen på Vestsjælland.

Det siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på et pressemøde tirsdag eftermiddag, som blev transmitteret af TV2 News og Ekstra Bladet.

- Vi kan sige, at der er noget omkring drabene – ud over ildspåsættelsen – som gør, at vi finder det fornuftigt at slå vores efterforskning sammen, siger han.

Dog ønsker han ikke at komme nærmere ind på, om det for eksempel er drabsmetoden eller andre ligheder, som kobler drabene sammen.

Tidligere på dagen oplyste politiet, at det med sikkerhed er slået fast, at den person, som søndag blev fundet død i et udbrændt stuehus på Slagelse Landevej ved Vemmelev, var blevet dræbt forud for branden.

Dermed ligner sagen to andre drab, der har fundet sted de seneste fire måneder på Vestsjælland.

I Grevinge i Odsherred var det en 65-årig mand, der 14. februar blev fundet dræbt i et udbrændt hus. Han var blandt andet blevet udsat for grov vold.

I Ruds Vedby nord for Slagelse var der brand i en 68-årig møntsamlers hus 21. april. Liget af ham blev senere fundet i Blæsinge Grusgrav ved Slagelse.

Drabene er sket i to politikredse, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi. De to kredse samarbejder og er i løbende dialog om sagerne.

Politiet er stadig i gang med tekniske undersøgelser i huset på Slagelse Landevej, ligesom vidner og naboer afhøres.

Det er tidligere oplyst, at der i huset bor en 80-årig mand, som ikke er blevet set siden lørdag middag. Den dræbte er dog ikke endeligt identificeret endnu, og det vides derfor ikke, om der er tale om husets beboer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce