Aabenraa: - Det var sådan, det så ud i gamle dage, lyder det fra de ældre aabenraaere.
- Nu er der noget til børnene, siger de med børn.
Glæden var da også stor, da sidste års nedrivning af områdets tomme og udtjente bygninger synliggjorde de smukke, gamle huse i den nordvestlige side af gaden i Nørreportkvarteret. Et plankeværk blev rejst - og sidenhen pillet ned igen - og det gjorde ikke begejstringen mindre, for det var her, at det nye byrum endelig tittede frem.
Venter på regn
Sidenhen har det ligget noget bart og halvfærdigt hen, synes det.
Er der mon mere på vej end bakker, beplantning og aktivitetsområder på den store, ledige grund?
Det kan afdelingschef i Plan og Udvikling, Bo Riis Duun, svare på.
- Byrummet er, som det skal være. Nu venter vi bare på, at vi får noget regn, så græsset kommer op, og beplantningerne gror. Havde vi haft et normalt forår, så havde det hele jo været lysegrønt nu, fortæller han.
Bo Riis Duun, afdelingschef plan og udviklingHavde vi haft et normalt forår, så havde det hele jo været lysegrønt nu.
Nu arbejdes der på en indvielse af byrummet, som sker i samarbejde med blandt andet butikkerne i Nørreportkvarteret.
- Vi får styr på de sidste detaljer på et møde i slutningen af måneden og er klar til at melde ud mere detaljeret efterfølgende. Indvielsen finder sted lørdag den 10. september, tilføjer Janni Kollerup, der er koordinator for projektet Fremtidens Aabenraa.
Som led i udviklingen af Nørreportkvarteret har Aabenraa Kommune opkøbt og efterfølgende igangsat nedrivningen af ejendommene Nørreport 5-19 samt Ramsherred 1. For at sikre, at Nørreportkvarteret fortsat fremstår attraktivt, mens planlægningen for en permanent anvendelse af området pågår, blev det midlertidige byrum etableret i efteråret 2021.
Planen er, at området på længere sigt skal bruges til byudvikling. Det betyder i praksis, at kommunen venter på, at der kommer en investor, som vil bygge boliger i området.