Annonce
Danmark

Mere is og rosé: Hedebølge ændrer vores forbrugsadfærd

Juli har været mindre varm end sidste år, men nu er temperaturer over 30 grader på vej. Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Temperaturerne stiger til over 30 grader flere steder i landet i de kommende dage, og det kommer til at påvirke vores vaner, heriblandt vores indkøb. Hos både Coop og Salling Group er man forberedt på en stigende efterspørgsel på sommervarer.

Hedebølge: Varmen er på vej mod den højeste temperaturmåling i juli i de kommende dage, og det kommer til at påvirke vores indkøbsadfærd - ikke mindst hvad angår mad og drikke. Der bliver solgt langt flere varer til grillen, og vi skal have noget kold væske, når varmen maser sig på. Det forklarer Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos Coop.

- Vi har en forventning om specielt i slutningen af ugen, hvor det for alvor bliver varmt, at kunne sælge ekstra meget is, koldskål, rosévin, øl og vandog ting til grillen. Særligt med is og rosévin flerdobles salget, siger han.

Også hos Salling Group, som blandt andet består af Bilka, Netto og Føtex, er der foruden madvarer forventninger til større salg af blandt andet shorts og badetøj, badebassiner, vandlegetøj og havemøbler ifølge kommunikationskonsulent Mai Bakmand.

Det er ikke bare andre varer, vi køber, vi handler heller ikke de samme steder, som vi plejer, når det bliver ekstra varmt, forklarer Jens Juul Nielsen.

- Det er især i butikker, der ligger tæt på strandene, at salget stiger, for folk kører ikke ind til de større byer, og derfor vil der nok blive mere plads i de større butikker i de store byer og travlhed i vores mindre butikker ude på landet, siger han.

Annonce

Varsel fra DMI: Hedebølge i Danmark

DMI har de næste dage varslet temperaturer mellem 28 og 30 grader, og nogle steder op til 32 grader. Det er varme, som kommer fra det sydlige og østlige Europa, og som vil vare frem til weekenden, hvor temperaturerne bliver lavere.

DMI forventer, at hedebølgen kommer til at kunne mærkes mest i Syd-, Vest- og Midtjylland, på Fyn og i Nord- og Vestsjælland.

På både Bornholm, Falster og andre steder ved kysterne vil der ifølge DMI ikke komme lige så høje temperaturer som i resten af landet.

Betaler lidt ekstra

En hedebølge er ifølge DMI, når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer er over 28 grader tre dage i træk, og prognoserne viser frem til lørdag også varme nætter, hvor det ikke bliver under 20 grader.

Ifølge Jens Juul Nielsen får varmen og feriestemningen os til at købe ekstra ind i butikkerne.

- Vi er tilbøjelige til at forkæle os selv lidt ekstra, når det bliver varmt, og vi kigger lidt mindre på pengepungen, siger han.

Sidste sommer var et rekordår på flere parametre. Danskerne oplevede lange perioder med varme temperaturer og kun få dage med regn. 2018 blev den mest tørkeramte periode i de seneste hundrede år og rekord i antal solskinstimer. I år har det været anderledes med mere normalt vejr ifølge DMI, som under en midtvejsstatus i juli kunne sammenligne denne sommer med sommeren i 2017, som var både koldere og vådere.

- Sidste år startede den varme periode med hedebølge en del tidligere, så vores salg af sommervarer kommer til at toppe lidt senere på sæsonen i år, siger Mai Bakmand fra Salling Group.

Sommersalget med nydelsesvarer har ifølge Coop også været mindre i år sammenlignet med sommeren i 2018.

- Det har ikke været samme supersommer som sidste år, så vi vil glæde os til varmen i de kommende dage, siger Jens Juul Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];