Annonce
Sønderborg

Mere mandskab: Slottet er klar til turisterne

Filip Glock står klar med klikket, når gæster i løbet af sommeren tager forbi Sønderborg Slot. Foto: André Thorup
I løbet af ugen har Sønderborg Slots besøgstal lignet det, det var før corona-krisen. Slottet bad derfor gæster om at udsætte besøget i tirsdags, men nu står nyt personale klar til at modvirke bekymringerne ved de høje besøgstal.
Annonce

Sønderborg: Klik, klik, klik.

Lyden følger hver eneste gæst, der går ind i billethuset hos Sønderborg Slot. Det er den unge Filip Glock, der klikker løs på sin diskrete håndtæller. Han er den første person, som gæsterne møder, når de ankommer til slotsporten.

- I dag er der indtil videre 300 gæster, der er kommet ind og 19, der er gået ud, fortæller han torsdag formiddag, inden han klikker en journalist og fotograf ind i slotsgården.

Klik, klik.


Vi vil meget gerne have flere gæster

Henrik Harnow, direktør for Museum Sønderjylland


Det er Filips første dag på arbejdet og han er ansat til at holde regnskab med, hvor mange gæster, der opholder sig på slottet ad gangen.

Han er en del af det nye mandskab, som museumsslottet har hyret til at give så mange gæster som muligt en god oplevelse på slottet - med sikker afstand. 400 besøgende ad gangen er den smertetærskel, som Filip skal holde øje med på denne dag.

I begyndelsen af ugen var besøgstallet nemlig så højt, at Sønderborg Slot tirsdag appellerede til potentielle gæster på sociale medier, om de ville benytte en anden dag til besøge slottet.

- Vi skrev opslaget ovenpå en hektisk dag om mandagen, men nu har vi øget antallet af personale på arbejdet, så vi vil meget gerne have flere gæster, fortæller direktør for Museum Sønderjylland, Henrik Harnow.

Annonce

Godt med plads

Selv med de knap 300 indeværende gæster torsdag formiddag, så var der lang afstand mellem slottets gæster.

- Her er jo masser af plads og der var ingen kø, så vi vadede lige ind, siger Evald Birkkjær, der sammen med sin kone er taget fra Herning for at holde sommerferie med børnebørn i Sønderjylland.

Evald og Ellen Birkkjær er turister fra Herning, der har valgt at holde sommerferien i Sønderjylland. Foto: André Thorup

- Alle de steder, vi har været, er folk også virkelig gode til at holde afstand, og det er da rigtigt positivt, fortæller hustruen Ellen Birkkjær.

Med sine 4500 kvadratmeter kan der ifølge en pressemeddelelse fra Sønderborg Slot være plads til 1125 gæster på samme tid.

Annonce

Ingen kø

En ting er der dog, hvor mange mennesker, der er plads til på slottet. Noget andet er, hvor længe, man skal vente på at komme ind.

- Vi kan se, at det særligt er kl. 10.00, når vi åbner, at der har været en kø foran slottet. Derfor opfordrer vi vores gæster til at sprede deres besøg ud og eventuelt komme efter kl. 13.00, hvor de første gæster begynder at forlade slottet, udtaler publikums- og formidlingschef ved Museum Sønderjylland, Nina Nørgaard Jørgensen, i samme pressemeddelelse.

Ingen gæster, som JydskeVestkysten talte med, havde oplevet kø til slottet torsdag formiddag. Og det var et lykketræf for en familie fra Frederikssund.

- Vi sad halvanden time i kø ved Dybbøl, indtil vi gav op og kørte herhen og kunne gå lige igennem, fortæller Gitte Knudsen, der sammen med Thomas Halberg og tre børn er på en færd gennem Sønderjylland fra Ribe til Flensborg.

Familien fra Frederikssund har haft mange gode oplevelser på deres ferie gennem det sønderjyske landskab. Fra højre ses Thomas Halberg, Linus, Gitte Knudsen, Luna og Oskar. Foto: André Thorup

- Jeg var lidt bekymret for, om der var plads til os, fordi jeg havde set i medierne, at der var så mange besøgende på slottet, siger Thomas Halberg.

På vej ud af slotsporten kan Filip berette, at 386 gæster nu har besøgt slottet på dagen og 94 har forladt det.

Klik, klik.

På slotsgården er bordene sat op med rigelig afstand til hinanden. Foto: André Thorup
Sønderborg Slot har mange store og imponerende rum, hvor flere gæster ad gangen kan gå rundt. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se klippene - udvalgte spørgsmål til statsministeren: Kan jeg bryde loven og via min uvidenhed slippe for straf?

Trekantområdet

Tre ledere er udpeget: I morgen bliver hele løsningen for hjemmeplejedistrikt præsenteret

Annonce