Annonce
Udland

Merkel udtrykker solidaritet med jøder efter skuddrab

Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix

Angela Merkel udtrykker kondolencer, og Mette Frederiksen er chokeret efter skuddrab i den tyske by Halle.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, udtrykker sine kondolencer til de dræbtes familier efter skuddrab i den tyske by Halle og sympati med alle jøder, der fejrer den jødiske forsoningsdag Yom Kippur.

Det skriver talsmand for den tyske regering Steffen Seibert på Twitter.

- Hun udtrykker sine dybeste kondolencer til ofrenes familier.

- Vores solidaritet gælder for alle jøder, der i fejrer Yom Kippur - vi takker sikkerhedsstyrkerne, der stadig er i aktion, skriver talsmanden.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), er ligeledes chokeret over skyderierne i Halle.

- Dybt chokeret over den tragiske hændelse i Halle. Mine tanker og medfølelse går til de pårørende, udtaler statsministeren ifølge Statsministeriet på Twitter.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mener ifølge nyhedsbureauet dpa, at angrebet i Halle er endnu en manifestation af antisemitisme i Europa.

- Jeg opfordrer myndighederne i Tyskland til at fortsætte med at handle resolut mod antisemitisme-fænomenet, siger Benjamin Netanyahu ifølge dpa.

- På vegne af Israels befolkning sender jeg mine kondolencer til ofrenes familier.

Onsdag eftermiddag blev to personer dræbt og to såret efter skyderi i den østtyske by Halle. Det skete blandt andet ved en synagoge i byen.

Ud over skud blev der ifølge avisen Bild kastet en håndgranat ind på en jødisk gravplads og lagt hjemmelavede sprængstoffer foran synagogen i byen, fortæller kilder til nyhedsbureauet dpa.

En mand forsøgte ifølge nyhedsbureauet AFP at trænge ind i synagogen, men blev forhindret af sikkerhedsvagter.

Der var 70-80 mennesker i synagogen i forbindelse med den jødiske forsoningsdag Yom Kippur.

En person er anholdt, oplyser politiet. Gerningsmanden er ifølge det tyske medie Spiegel en 27-årig tysk mand.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce