Annonce
Erhverv

Merrild: Er vi på vej mod et landbrug drevet af udenlandske selskaber?

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. Pr-foto

Vil danske børn også i fremtiden synge om ”Jens Hansens bondegård”?

I medierne kan man jo fra tid til anden læse historier om, at kapitalfonde har forelsket sig i dansk landbrugsjord, og der spekuleres i, at vi er på vej mod en helt ny struktur, hvor store udenlandske selskaber tager over.

Men er det overhovedet et realistisk scenarie? Kommer vi virkelig til at se, at den struktur med selveje, som vi har haft siden landboreformerne i 1700-tallet forsvinder til fordel for udenlandsk ejede kæmpelandbrug?

Spørger man de danske landmænd, så er det i hvert fald ikke et ønskeligt scenarie. SEGES spurgte for fem år siden mere end 3.000 landmænd om, hvilken ejerform de foretrækker. Svaret var meget entydigt, da 94 procent foretrak det klassiske selveje. Skulle der slækkes på det, så foretrak de fleste kompagniskaber med andre landmænd. Meget få ønskede at have fremmed kapital i virksomheden.

Der er slet ingen tvivl om, at det også i de kommende årtier vil være et stort ønske at være herre i eget hus. Det er simpelthen gennem århundreder blevet en del af danske landmænds DNA. Men for fortsat at være konkurrencedygtige, så har vi også behov for at være fordomsfri i forhold til nye strukturer. Det kan være at drive landbrug i fællesskaber, at en ældre landmænd lader penge stå i ejendommen, eller at man entrerer med en ekstern partner.

Jeg tror dog ikke, at vi vil se en mærkbar ændring af ejerforholdene i dansk landbrug. En investering i dansk landbrugsjord vil sjældent kunne levere det afkast, som fx en pensionskasse efterspørger. Anderledes ligger det for landmænd og landmandsfamilier, der er parate til at arbejde ekstra hårdt og nøjes med en mindre forrentning af deres kapital, simpelthen for privilegiet at få lov at være landmænd. Derfor er selveje i landbruget en fremragende investering for samfundet, hvor nogle mennesker yder en kæmpe indsats for en relativ lille betaling.

USA har meget liberal jordlovgivning, men alligevel er 97 procent af landbrugsjorden familieejet. Sådan tror jeg også, det vil fortsætte i Danmark – og jeg tror også, at de fleste danskere faktisk ønsker, at det er selvstændige danske landmandsfamilier, der producerer vores fødevarer.

Betingelsen for at vi kan holde godt fast i selvejet er selvfølgelig, at der er mulighed for at overdrage en landbrugsbedrift til næste generationer af landmænd. Vi står i disse år med en kæmpeudfordring med generationsskifter. Unge dygtige landmænd med gå-på-mod, en god forretningsplan og en solid opsparing har uhyggeligt svært ved at komme i gang. De kan simpelthen ikke finansiere handelen. Og mange af de ældre landmænd må fortsætte længe efter, at dåbsattest og helbred måske egentlig fortæller dem, at det er på tide at gå på pension.

I skrivende stund forhandles der om finansloven, og der er lagt op til forringelser i form af højere bo- og gaveafgift. Samtidig er det fortsat usikkert, om beskatningen af sælgerpantebreve ændres, så det bliver mere sikkert for landmænd der sælger en bedrift, at hjælpe den nye ejer med finansieringen. Skal vi også fremover have en levedygtig selvejer-model i dansk landbrug, så skal der være ordentlige betingelser for generationsskifterne.

Ellers vil det kunne bane vejen for nye ejerformer med udenlandsk kapital, og så vil vi måske ikke længere have ”Jens Hansens bondegård”, men ”Joe Hansons Farming Capital Inc”.

Annonce
Skal dansk landbrug forsat stå stærkt, er det nødvendigt at se fordomsfrit på nye ejerstrukturer. Det kan være at drive landbrug i fællesskaber, at en ældre landmænd lader penge stå i ejendommen, eller at man entrerer med en ekstern partner, mener Martin Merrild, formand for Landbrug&Fødevarer. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Indland

Henriette Zobel er død 

Annonce