Annonce
Sport

Messi sikrer Barcelona et point i sæsonafslutning

Vincent West/Reuters
Barcelona og Eibar delte i porten i sæsonens sidste kamp i Primera Division, hvor Messi igen reddede holdet.

Intet var på spil, da Eibar og FC Barcelona lukkede sæsonen ned i Primera Division, men Lionel Messi ville gerne stemple elegant ud af sæsonen.

Den lille argentiner stod for begge Barcelona-mål i 2-2-kampen og nåede dermed op på imponerende 36 ligatræffere. Det er to mere end i sidste sæson.

Kampen blev ikke en af dem til historiebøgerne, hvilket er svært at klandre spillerne, eftersom kun æren var på spil.

Barcelonas mesterskab var for længst sikret, og Eibar kunne ikke avancere yderligere fra den 12.-plads i tabellen, som holdet indtog inden kampen.

Foran hjemmepublikum ville Eibar dog gerne slutte fint af, og efter 20 minutters spil fik Marc Cucurella presset en flad afslutning under Jasper Cillessen i Barcelona-målet.

Det gav 11 minutters glæde på stadion, inden Lionel Messi slog en fed streg under sin topscorertitel i ligaen i denne sæson.

Først udlignede han fra en lidt spids vinkel til 1-1 efter en flot aflevering fra Arturo Vidal, og minuttet efter var det en aflevering i dybden fra Ivan Rakitic, som Messi smukt chippede ind til 2-1.

Det duftede af Barcelona-føring ved pausen, men i sidste minut før et kvarters hvile overlistede Pablo De Blasis Jasper Cillessen med en flot afslutning langt udefra.

Mens første halvleg bød på et par flotte mål, var de sidste 45 minutter lidt af en ørkenvandring.

Ingen af holdene formåede at skabe det vilde, og 2-2 holdt hele vejen til slutfløjt.

Barcelona vinder dermed mesterskabet med en margin på 11 point ned til Atlético Madrid og yderligere otte point ned til Real Madrid på tredjepladsen.

Klubben fra Catalonien skal i den kommende weekend forsøge at hente endnu et trofæ, når Valencia venter i pokalfinalen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce