Annonce
Sport

Messi skyder Barcelona til sejr i Prag og sætter CL-rekord

David W Cerny/Reuters
Lionel Messi førte an, da Barcelona slog Slavia Prag 2-1. Argentineren har nu scoret i 15 sæsoner i træk i CL.

FC Barcelona-angriberen Lionel Messi har nu scoret i 15 sæsoner i træk i Champions League.

Onsdag aften satte han efter små tre minutter de spanske gæster i gang med sit første mål i Europas største klubturnering i denne sæson, da Barcelona vandt med 2-1 ude over Slavia Prag.

Ingen anden fodboldspiller har scoret i hver eneste sæson over en så lang årrække.

Messis evige rival, portugiseren Cristiano Ronaldo, har "blot" scoret i de seneste 14 sæsoner i Champions League.

Den 32-årige argentiner er kommet lidt sent i gang i dette års gruppespil, efter at han før sæsonstarten pådrog sig en skade.

Messi er nu tilbage i omdrejninger og har scoret i de seneste to ligakampe i Spanien. Onsdag aften i Tjekkiet skulle han ikke bruge lang tid på at gøre sig bemærket.

Efter et par minutter lagde han bolden ud til holdkammeraten Arthur, der spillede den retur til Messi, som effektivt bragte de spanske gæster på 1-0 med et velplaceret skud ved stolpen.

Slavia Prag ydede dog god modstand, og efter pausen udlignede Jan Boril til 1-1 efter et vellykket tjekkisk kontraangreb.

Efter en lille times spil havde Lionel Messi igen en afgørende fod med i spillet, da Barcelona kom foran med 2-1. Et Messi-frispark blev sendt mod bageste stolpe, hvor Luis Suarez fik fremprovokeret et tjekkisk selvmål.

Sejren bringer Barcelona til tops i gruppe F med syv point efter tre spillerunder.

Bagved kæmper Borussia Dortmund og Inter om andenpladsen. Begge hold har fire point.

Onsdag vandt Inter på eget græs med 2-0 over tyskerne, der havde Thomas Delaney med i de første 65 minutter. Efter pausen kom Jacob Bruun Larsen også på banen for gæsterne.

Dortmund skabte dog ikke mange målchancer og tabte helt fortjent efter italienske scoringer fra Lautaro Martinez og Antonio Candreva. Martinez brændte endda et straffespark i slutfasen for hjemmeholdet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Annonce