Annonce
forside

Mester Jakel teater

Læserbrev: Kære Anette Abildgaard Larsen, tak for hurtigt svar.

Jeg er meget enig med dig i, at det kommunalpolitiske arbejde bør udføres i samarbejde med forvaltningen på tværs af kommunalbestyrelsen. Det tjener vores kommune bedst. Men er det ikke først og fremmest borgmesterens opgave, som kommunens førstemand, at formidle det brede samarbejde?

For mig at se svigtede han allerede den opgave under konstitueringen, hvor et af hans egne partimedlemmer gik efter at være blevet forbigået, mens et andet medlem overvejede at gøre det samme. Også andre følte sig forbigået, ja nogle følte sig sågar fyret.

Når en sag bliver for ubehagelig, som for eksempel heliporten, ja så beslutter økonomiudvalget (hvor borgmesteren er formand) at tage sagen af dagsordenen - hmmm, samarbejde?

Hvis kritikken ikke er andet end benspænd, eller som du skriver: mester Jakel teater i dårligste form, hvorfor tager de ansvarlige politikere så ikke til genmæle?

Er det ikke netop meningen med lokaldemokratiet, at man lytter til alle, både dem der er for og dem der er imod? Bør man ikke anerkende, at selv dem man ikke altid er enige med også kan have ret.

Du skriver i dit første læserbrev, at rygterne render som en løbeild i kommunalbestyrelsen og forvaltninger - hvorfor mon?

Jeg har set transmissioner fra kommunalbestyrelsesmøderne, og de forekommer mig ærlig talt en smule konstruerede, og vi ser nu en tiltagende tendens til at vores folkevalgte kommunikerer til hinanden gennem læserbreve.

Du kalder det for mester Jakel teater, andre kalder for fake news, kært barn har mange navne, det rigtige navn her er: Dårlig ledelse!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce