Annonce
Indland

Mette Bock fratager Kvinfo 3,4 millioner kroner i støtte

Millionbeløbet, som Kvinfo indtil nu har modtaget årligt, vil per 1. januar 2018 gå ind på kontoen hos Det Kongelige Bibliotek, som overtager opgaven med at varetage biblioteket.

Der er ingen faglige argumenter for, at kønscentret Kvinfo fratages bibliotek og millionstøtte, kritiserer S.

Siden marts har kønscentret Kvinfo vidst, at det mister opgaven med at drive et forskningsbibliotek om køn og ligestilling.

Og nu er der så sat beløb på, hvor mange støttekroner Kvinfo dermed mister fra Kulturministeriet.

Det drejer sig om 3,4 millioner kroner årligt, fremgår det af et svar fra kulturminister Mette Bock (LA) til Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen.

Han har kaldt ministeren i samråd tirsdag. Her vil han have svar på, hvorfor Kulturministeriet sløjfer 3,4 millioner kroner af de i alt 6,8 millioner kroner, ministeriet har støttet Kvinfo med.

- Det er et langt større beløb, som skal overføres til Det Kongelige Bibliotek, end jeg mener, at der er berettigelse til, siger Mogens Jensen med henvisning til, at biblioteket flyttes til Det Kongelige Bibliotek.

- For os fremstår det som et ideologisk politisk forslag, hvor man frem for alt bare ønsker at fjerne pengene fra Kvinfo, siger Mogens Jensen.

Nu hvor biblioteksopgaven er blevet taget fra Kvinfo, er Mogens Jensen bange for, at det vil svække Kvinfos andet ben, nemlig videnscentret.

- Det vil i bund og grund ødelægge Kvinfos muligheder for også at fungere som videnscenter. Det synes vi, er stærkt problematisk, siger han forud for samrådet.

Kulturordføreren håber ikke, at ministerens beslutning om at fjerne driften af bibliotek fra Kvinfo vil skade videnscentret.

- For det vil være et tilbageslag for arbejdet med ligestilling i Danmark, og det er ikke det, vi har behov for nu, siger han.

De 3,4 millioner kroner vil fra 1. januar 2018 i stedet gå ind på kontoen hos Det Kongelige Bibliotek, som overtager opgaven med at drive biblioteket.

Socialdemokratiet finder det stærkt problematisk, at kulturministeren ikke har præsenteret nogle faglige argumenter for, hvorfor Kvinfo mister opgaven.

- Vi kan ikke se fornuften i at flytte biblioteksopgaven fra Kvinfo, fordi vi mener, der er langt bedre og stærkere synergi i at bevare videnscentret og biblioteket sammen, siger Mogens Jensen.

De 3,4 millioner kroner fra Mette Bock er ikke den eneste støtte, Kvinfo mister.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil også sløjfe de to millioner kroner, som Kvinfo årligt har fået fra Integrationsministeriet for at drive et mentornetværk for indvandrerkvinder.

Kvinfo modtog sidste år knap 34 millioner kroner i støtte fra flere ministerier og fonde.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce