Annonce
Indland

Mette F.: Alle partier støtter Henrik Dam som formand

Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Det ser ud til, at S-veteranen Henrik Dam Kristensen bliver formand for Folketinget, når der stemmes fredag.

Folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen (S) kan blive formand for Folketinget, der som embede rangerer lige under dronningen.

Det bekræfter Socialdemokratiets formand og kongelig undersøger, Mette Frederiksen, torsdag.

Fredag stemmer de nyvalgte folketingsmedlemmer om formanden og de fire næstformænd, som er fra de fire ørige partier, der har fået flest stemmer.

- Det håber jeg. Jeg fik i går opbakning fra alle Folketingets partier, ser det ud til. Henrik Dam kan blive valgt som formand, det er jeg rigtig glad for, siger hun.

Ved folketingsvalget 5. juni skiftede flertallet fra blå til rød blok og derfor træder den nuværende formand Pia Kjærsgaard (DF) tilbage.

Hun var den første kvindelige formand for Folketinget. Danmark har dog tidligere haft en kvindelig formand for det daværende landsting, nemlig Ingeborg Hansen (S) i 1950.

62-årige Henrik Dam Kristensen er i øjeblikket 1. næstformand i Folketingets Præsidium.

Han har haft forskellige ministerposter under statsministrene Poul Nyrup Rasmussen (S) og Helle Thorning-Schmidt (S), blandt andet som fødevareminister, socialminister og beskæftigelsesminister.

Derfor er han en ideel formand, mener Mette Frederiksen.

- Han har tung erfaring, mange år på Christiansborg, har prøvet at sidde i opposition og regering, han er rolig, besindig, klog og vil være utrolig god til at tage hensyn til både små og store partier, siger hun.

Det tidligere postbud fra Vorbasse blev i 1990 første gang valgt ind i Folketinget, og han har næsten siddet der siden. Kun afbrudt af en periode i EU-Parlamentet fra 2004 til 2006.

Jobbet som formand indebærer blandt andet at sørge for, at lovarbejdet foregår i overensstemmelse med grundloven og reglerne generelt.

Derudover er det også en repræsentativ rolle, da formanden for eksempel tager imod mange officielle gæster fra ind- og udland.

Da der allerede er flertal for Henrik Dam Kristensen, er det kutyme, at de resterende partier bakker op.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce