Annonce
Udland

Mexico passerer 100.000 coronarelaterede dødsfald

En mexicansk kvinde lægger blomster ved sin mors grav, efter at moren i august døde med covid-19. (Arkivfoto). Foto: Edgard Garrido/Reuters
Kun USA, Indien og Brasilien har registreret flere coronarelaterede dødsfald end Mexico i absolutte tal.
Annonce

Mexico har som det fjerde land i verden passeret 100.000 coronarelaterede dødsfald.

Det oplyser landets fungerende sundhedsminister Hugo López-Gatell på et pressemøde torsdag.

Det seneste døgn har yderligere 576 coronapatienter i Mexico mistet livet, hvilket bringer det samlede dødstal op på 100.104.

Kun USA, Indien og Brasilien har registreret flere dødsfald i absolutte tal.

Dødstallet i Mexico svarer til knap 77 døde per 100.000 indbyggere. Der bor over 128 millioner mennesker i Mexico.

Til sammenligning har USA nogenlunde det samme antal dødsfald per 100.000 indbyggere. Danmark har 13,3.

Antallet af nye smittede i Mexico er begyndt at stige igen i de seneste uger, mens antallet af daglige dødsfald er begyndt at falde, melder López-Gatell.

Mexicanske sundhedsmyndigheder har tidligere sagt, at landets smitte- og dødstal formentlig er langt højere, end hvad der er blevet registreret.

Det skyldes, at myndighederne kun tester folk med tydelige symptomer.

Mexicos præsident, Andres-Manuel López Obrador, siger, at dårlige kostvaner og helbredsproblemer såsom fedme og diabetes kan være delvist skyld i det høje antal døde i landet.

- Disse forhold øger risikoen for, at en patient dør, siger præsidenten.

Mexico passerede i weekenden en million smittetilfælde. Under hele pandemien er 2,5 millioner test blevet gennemført, hvilket svarer til, at 1,9 procent af befolkningen i Mexico er blevet testet.

Den lave testrate gør det vanskeligt at opdage smittetilfælde, tidlige udbrud og asymptomatiske coronatilfælde.

López-Gatell har tidligere sagt, at det vil være "spild af tid, kræfter og penge" at teste flere.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Danmark For abonnenter

Bulldozere og billigere færgebilletter året rundt: Sådan vil Venstre hjælpe landdistrikterne

Annonce