Annonce
Udland

Mexicos finansminister siger op og kritiserer præsidenten

Henry Romero/Reuters
Carlos Urzua beskylder præsident Andrés Manuel López Obrador for at træffe dårlige politiske beslutninger.

Mexicos finansminister, Carlos Urzua, er tirsdag trådt tilbage.

Han forklarer, at det skyldes, at han er utilfreds med, at "indflydelsesrige personer i den nuværende regering, som har klare interessekonflikter, har udnævnt ukvalificerede embedsmænd".

Carlos Urzua, der er en mangeårig allieret med præsident Andrés Manuel López Obrador, oplyser ikke, hvilke embedsmænd han mener.

I sit opsigelsesbrev skriver Urzua, at økonomisk politik bør være "fri for ekstremisme, hvad enten det er højre eller venstre", og at "den overbevisning ikke er afspejlet" i regeringen.

Han beskylder desuden præsident López Obrador for at træffe politiske beslutninger "uden tilstrækkelig begrundelse".

Finansministerens afgang kommer på et følsomt tidspunkt for López Obrador, der står over for trusler fra USA om øget told på mexicanske varer samt nedgraderinger fra kreditvurderingsfirmaer.

Præsidenten fortæller, at han har accepteret Urzuas opsigelse, men undlader at reagere på beskyldningerne.

Han erkender dog, at der har været flere beslutninger, som Carlos Urzua ikke har været enig i.

- Men vi kan ikke fortsætte med de samme strategier. Du kan ikke hælde ny vin på gamle flasker, udtaler López Obrador.

Præsidenten har udnævnt vicefinansminister Arturo Herrera til at erstatte Urzua og siger, at hans job bliver "at skabe velstand og fordele rigdom".

Arturo Herrera siger, at han ikke ved, hvilke problemer Carlos Urzua refererer til i sit opsigelsesbrev.

Nogle iagttagere spekulerer i, om det har gjort Urzua vred, at præsidenten har insisteret på at bruge penge på personlige projekter såsom at bygge et nyt olieraffinaderi og renovere andre.

López Obrador har forsøgt at tilfredsstille det mexicanske erhvervsliv, men han er samtidig blevet kritiseret for at bruge penge på dyre, personlige projekter og annullere planerne om en ny lufthavn i Mexico City, efter at den var delvist bygget.

/ritzau/AP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce