Annonce
Navne

Mia vil jagte de gode historier i Vejen: - Jeg har aldrig været bange for at stille spøgsmål

Mia Bentzen er netop startet som journalist på JydskeVestkystens redaktion i Vejen, hvor hun især vil sætte fokus på skoler, børn og unge. Foto: Jacob Schultz
JydskeVestkystens redaktion i Vejen har pr. 1. april fået ekstra kræfter i skikkelse af Mia Bentzen, der har en fortid som sportsjournalist på TV2.

Vejen: 67 søgte om at blive JydskeVestkysten Vejens nye journalist, da den ledige stilling blev slået op i februar. Og valget faldt på 29-årige Mia Bentzen, der er uddannet journalist fra SDU i Odense og efterfølgende har arbejdet fem år på TV2 Sport, hvor hun også var i praktik under sin uddannelse.

Og selvom hun ikke skal beskæftige sig med sport på redaktionen i Vejen, så skal man ikke tage fejl af, at hun er sportsinteresseret. Mia har nemlig også selv dyrket elitesport på højt plan som håndboldspiller for Team Esbjerg, hvor hun nåede at spille nogle ligakampe som venstre fløj.

Intressen for sport har hun fået med sig fra barnsben. Hendes far har været professionel ishockeyspiller i Esbjerg og det samme kan man sige om Mias ægtefælle, der dog har byttet isen ud med et job ved Energistyrelsen.

Parret bor i Esbjerg med deres døtre Ella og Augusta på henholdsvis tre og et år.

- Jeg er født og opvokset i Esbjerg, så da vi selv stiftede familie ville vi gerne retur til byen, hvor begge hold bedsteforældre bor, fortæller Mia.

Mens hendes far og to brødre spillede ishockey, så kastede Mia og hendes to søstre kærligheden på håndbolden. Alligevel har Mia også haft andre drømme end blot at skulle leve af sporten.

- Min mor har altid fortalt, at jeg legede, jeg var journalist og stillede om for at rapportere fra marken. Så den drøm har altid været i mig, og derfor forfulgte jeg den efter gymnasiet, hvor jeg kom ind på uddannelsen i Odense.

Her havde Mia især fokus på TV.

- Det har altid trukket i mig. Det her med at stille spørgsmål. Fordi jeg undrer mig tit over ting, og jeg har aldrig været bange for at spørge, når der var noget, jeg undrede mig over.

Efter endt uddannelse blev Mia på TV2 Sport, hvor hun især har dækket ishockey, håndbold og Tour de France.


Min mor har altid fortalt, at jeg legede, jeg var journalist og stillede om for at rapportere fra marken. Så den drøm har altid været i mig, og derfor forfulgte jeg den efter gymnasiet, hvor jeg kom ind på uddannelsen i Odense.

Mia Bentzen, journalist


Annonce

Skoler og børn

På Vejen-redaktionen får Mia Bentzen ansvaret for at dække skoler, børn- og ungeområdet.

- Jeg ved, hvor meget daginsitutioner og skoler fylder, når man har børn. De er jo vores guld, så det er et spændende område, som jeg glæder mig til at give mig i kast med. Det er også et område, som der er mange holdning til.

Især ser hun frem til at tale med almindelige mennesker om deres glæder og sorger i hverdagen.

- Elitesportsfolk er ofte meget medietrænede og ved, hvad de skal svare, så jeg glæder mig til at komme ud og tale med mange forskellige typer mennesker, fortæller Mia Bentzen.

Et naturmenneske

Når Mia holder fri med familien, så foregår det oftest i naturen. Hun elsker at vandre og har været på lange vandreferier i både USA og New Zeeland. De to små døtre kommer også med ud på tur.

- Jeg er et naturmenneske, og jeg elsker at være i det fri og overnatte i telt. Det er bare skønt.

På søndag 11. april fylder hun 30 år. Det bliver fejret i det små med famlien, men senere på året skal der holdes fest.

- Både min mand og jeg fylder 30 i år, så vi håber at kunne holde en fælles fest i efteråret for alle vennerne, smiler Mia Bentzen.

Mia Bentzen

Pr. 1 april journalist på JydskeVestkystens redaktion i Vejen.

29 år, bosat i Esbjerg med ægtefællen Søren og døtrene Ella og Augusta.

Uddannet journalist fra SDU i Odense.

Har arbejdet ved TV2 Sport i Odense.

Skal dække skoler, børn- og ungeområdet.

Mia Bentzen er ny journalist på Vejens fællesredaktion. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Nordtyskland

Skole advarer mod ufo-panik

Annonce