Annonce
Sydjylland

Michael Bundesen 70 år: Han fik en plads i solen - og så i skyggen

Efter sit exit fra musikken er Michael Bundesen begyndt at male. Han havde i 2017 fernisering på sin første kunstudstilling. Søndag den 12. maj fylder den tidligere sanger 70 år. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Det blev enden på Shu-bi-dua og en lang musikkarriere, da bandets frontfigur, Michael Bundesen, blev ramt af alvorlig sygdom. Den 12. maj fylder han 70 år.

Hvem mon man er, før man bli'r til? Et stjerneskud, et puslespil?

Shu-bi-dua har stillet livets store spørgsmål, har lavet sjov med sexchikane og kærlighed og har igen og igen hyldet menneskets bedste ven. Bandet er et kapitel for sig i dansk musikhistorie, og når man nævner Shu-bi-dua, må man også nævne Michael Bundesen. Og omvendt. Ham, der stod forrest ved "shubbernes" koncerter gennem næsten fire årtier og lagde stemme til deres finurlige lyrik.

Søndag den 12. maj fylder Michael Bundesen 70 år.

Shu-bi-dua blev en dominerende del af hans liv. Egentlig var han først med i et andet band - Passport. Men kort tid efter udsprang Shu-bi-dua derfra og debuterede i radioen i 1973 med "Fed Rock".

Herfra flød det med letgenkendelige melodier fra Shu-bi-dua, hvis sange blev fast inventar ved skolekoncerter, sommerfester og festivaler op gennem 1970'erne, 80'erne og 90'erne.

Midt i 1980'erne tog Michael Bundesen dog et frikvarter fra musikken. Sammen med finansmanden Klaus Riskær Pedersen og baron Otto Reedtz-Thott stiftede han i 1984 den københavnske lokalstation Kanal 2. Her blev Michael Bundesen programchef, men det varede kun et par år.

Inden Michael Bundesen blev musiker, studerede han jura, var i Søværnet og var radiovært på Danmarks Radio. På radioen mødte han Michael Hardinger, som senere skulle blive mangeårig guitarist i Shu-bi-dua.

Michael Bundesen voksede op i Taarbæk. I biografien "Alting har en ende", som blev udgivet sidste år, beskriver han sig selv som heldig med henvisning til den barndom, han fik i Nordsjælland. Men også på alle mulige andre områder i livet har han - hvis han selv skal sige det - fundet en plads i solen.

- Jeg har altid haft en upåklagelig timing og været svineheldig, siger Michael Bundesen i bogen, som er skrevet af journalist Kaare Sørensen.

Annonce

To blodpropper i hjernen

I maj 2011 oplevede Michael Bundesen dog livets skyggeside, da han med kort tids mellemrum blev ramt af to blodpropper i hjernen, som medførte lammelser i venstre side af hans krop. Shu-bi-dua blev sat på standby. Faktisk blev det bandets endeligt. Kun én gang siden har Michael Bundesen stået på en scene: Ved Danish Music Awards i 2013, da hans band modtog æresprisen. Forsangeren sad i kørestol og var omgivet af de øvrige bandmedlemmer. Det var en tydeligt rørt, men også helt anden Michael Bundesen, end den Danmark gennem næsten 40 år havde kendt som et sprudlende væsen.

Shu-bi-dua nåede at udgive 18 studiealbummer og flere opsamlings- og livealbummer.

Michael Bundesen har tre børn fra to forskellige forhold. Han bor i Gentofte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce