Annonce
Esbjerg

Midt i corona-panikken: Mikkel og Emma klarer de ældres indkøbslister

Imens mange folk frygter spredningen af coronavirussen, forsøger Mikkel og Emma at sprede noget god energi med deres initiativ. Foto: Mikkel Hausted Hansen
Et ungt kærestepar fra Esbjerg var torsdag ude at dele flyers ud til beboere i Mølleparken. De tilbyder at klare de ældres indkøb, og fredag var der to, der tog imod hjælpen.
Annonce

Esbjerg: Torsdag eftermiddag gik kæresteparret Mikkel Held og Emma Just rundt i Mølleparken i Esbjerg og lagde 200 sedler i postkasserne hos de ældre mennesker, der bor ude i området. På sedlen står der blandt andet: "Er du i risikogruppen og har problemer med at få handlet ind i disse corona-tider, så står vi klar til at hjælpe. Vi kan handle for dig, stille indkøbene foran din dør og sende dig en besked, når vi har leveret varerne. Så kan du trygt hente dem uden nogen risiko. P.S: Vi er sunde og raske".

- Det hele startede med, at jeg har en mormor på 86, og hende må vi hellere hjælpe med at handle ind. Og så kom vi til at tænke på, at der sikkert sidder flere ældre derhjemme, som måske ikke lige tør at gå ud og handle, siger 26-årige Mikkel Held.

Initiativet kommer på baggrund af statsministerens meddelelser om coronavirussen i Danmark, som har sendt mange danskere hjem.

- Jeg er formand ude i Esbjerg Basketballklub, som vi har været nødt til at lukke i øjeblikket. Så vi laver alligevel ikke rigtig noget nu, så vi kan lige så godt sprede noget god energi ud i det her univers, siger Mikkel Held.

Vi håber da, det her kan inspirere andre, for man kan bare mærke, at folk går i panik. Så det her er også lige så meget for at skabe noget ro og tryghed.

Mikkel Held

Annonce

Bid på krogen

Fredag blev parret kontaktet af to ældre kvinder i området, som gav deres indkøbsliste over telefonen. Begge havde set sedlen i postkassen.

- Den ene dame var lidt bekymret for virussen. Hun havde også fået at vide af sin familie, at hun skulle holde sig hjemme, og så havde hun set vores seddel. Den anden dame havde bare brug for hjælpen, siger Mikkel Held.

Mikkel og Emma tog ud i Lidl for at handle yoghurt, æg, mælk, gulerødder og andre dagligdagsvarer. Parret er godt klar over, at folk er trætte af folk, der hamstrer, og tænkte, om nogen nu ville beskylde dem for netop det.

- Vi kiggede lige på hinanden, da vi gik rundt med to af sådan nogen trækkurve og fyldte i. Men der var ikke nogen, der sagde noget. Hvis der er, har vi en god forklaring, siger Mikkel Held.

Efter indkøbet afleverede de varerne hjemme hos kvinderne, og blev mødt af taknemmelighed.

- De var glade for, at vi gad at hjælpe dem. Det er da også dejligt at kunne hjælpe sådan nogen søde mennesker, så de ikke står der alene, siger Mikkel.

Annonce

Ro i panikken

I øjeblikket tilbyder parret at købe ind i dagligvarebutikkerne og på apotekerne, men er klar på at gøre så meget de kan for dem, der vil kontakte dem.

- Vi håber da, det her kan inspirere andre, for man kan bare mærke, at folk går i panik. Så det her er også lige så meget for at skabe noget ro og tryghed, siger Mikkel Held.

Parret giver udtryk for, at de gerne vil hjælpe endnu flere mennesker i løbet af de næste par uger.

- Vi håber da, at flere folk vil have hjælp. De skal i hvert fald ikke være bange for at ringe, siger 25-årige Emma Just.

Torsdag gik parret rundt til alle postkasser og stak en seddel ned. På nogle af postkasserne stod der "levering til døren", og så gik Mikkel Held op med et par stykker. Foto: Mikkel Hausted Hansen

Emma Just har designet sedlen, og så har det lokale trykkeri, Pors Tryk, printet 200 eksemplarer kvit og frit. Foto: Mikkel Hausted Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Søs Egelind Gæster Schweizerhalle

Annonce