Annonce
Kultur

Mikkel Boe Følsgaards brikker fra barndommen

Mikkel Boe Følsgaard blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 2012 og har siden haft masser at lave. Han har blandt andet spillet teater, haft en rolle i tv-serien Dicte, indspillet »Arvingerne« og været med i filmen »Kvinden i buret«. Forude venter hovedrollen i endnu en film, samt nye optagelser til »Arvingerne«.

DR's »Arvingerne« er blevet et seerhit med fortællingen om generationskløfter, familiebånd og den svære kunst at forsone sig med det, man har fået med hjemmefra. Skuespiller Mikkel Boe Følsgaard spiller den yngste søn, Emil, og her fortæller han i små erindringsglimt om noget af det, han selv er gjort af.

Vi boede på Bornholm de første år af mit liv, men det er meget få erindringer, jeg har fra dengang. Jeg kan huske værelset, som jeg delte med min bror. Vi havde hver vores seng med sådan en skuffe nedenunder med plads til legetøj. Og jeg kan huske haven, som dengang føltes enorm. Men ellers er det mest stemninger og små glimt. Til gengæld kan jeg huske, da vi flyttede til Gilleleje. Turen med færgen, hvor vi sov i en kahyt. Jeg havde det fint med at skulle flytte. Det var nok lidt sværere for min bror, der er fem år ældre end mig.

Vi flyttede, fordi vi havde familie herovre og fordi vores forældre savnede deres nære relationer. Gilleleje var den blide mellemvej med den smukke natur, havnen, stranden og markerne. Så kontrasten til det naturskønne Bornholm var ikke så stor, og jeg har virkelig nydt at vokse op i Gilleleje på grund af naturen. Vi flyttede ind i et parcelhus, som blev vores base i mange år, og det er også huset, jeg husker mest fra. Øjebliksbilleder og fornemmelse af forskellige stemninger.

Det var meget trygt. Alle ens kammerater boede i en ret tæt radius, og når man cyklede rundt, kendte man nærmest alle, man mødte. Om det så var damen nede fra banken eller slikmutter. Vi tilbragte meget af vores tid udenfor. Jeg spillede fodbold. Jeg cyklede ud i skoven og klatrede i træer, eller løb rundt ude i haven og legede med actionman. Senere, da jeg blev teenager og begyndte at interessere mig for piger, jeg ikke kunne få, havde jeg mit særlige sted nede på stranden, hvor jeg sad og græd lidt over alle de følelser, der boblede i kroppen.

Min bedste ven langt hen i folkeskolen hed Mads. Vi brugte meget tid på at lege actionforce. Vi fandt alle mulige steder, hvor det kunne være. Håndvasken ude på toilettet. Eller ude i haven. Vi havde sådan en fast sætning, vi altid sagde, når vi besluttede os for, hvor det skulle foregå. »Det her er et fedt sted at lege med actionforce«. Og så gik vi i gang med at stille op og lege. Jeg tror, jeg var lidt dominerende. Det var meget mig, der styrede og sagde: »Så kunne du gøre det og det, og så sagde du sådan og sådan«. Det accepterede han.

Jeg er vokset op i en meget klassisk kernefamilie. To gravhunde, en kat og et akvarium, som jeg delte med min storebror. Ligesom Emil i »Arvingerne« er jeg lillebror, og det var ret fedt at have en, man kunne spejle sig i og se op til, men der ligger også en frihed i at være det første barn. Der er ikke noget at leve op til på samme måde.

Min far var aktivitetschef på det lokale feriecenter og der tilbragte jeg stort set hele sommeren. Det var min legeplads. Jeg svømmede i deres svømmehal, spillede tennis, sleb sten på deres maskine, malede T-shirts og skød med bue og pil. Sommeren var ligesom hans højsæson, og så tog vi derop for at være sammen med ham. Når man er barn, har man noget ubevidst i sig, som man mister på et eller andet tidspunkt. Som barn havde jeg ingen problemer med at hoppe på scenen til grillaftenerne på min fars arbejde og danse til Elvis. Det var bare sjovt. Men jeg kan tydeligt huske, da det skiftede. Pludselig blev jeg bevidst om, at nogen kiggede på mig. Og jeg mærkede for første gang den der usikkerhed i forhold til, hvem jeg var og hvad jeg kunne.

I forbindelse med mit fag og de interviews, jeg har givet, har jeg i høj grad været nødt til at forholde mig til, hvem jeg er og hvad jeg har med mig. Jeg er kommet frem til, at den kreative del kommer fra min far og hans familie. Min far spiller meget musik, hans søster synger og min farmor malede og brugte sine hænder. Hele den del af familien kalder vi Følsgaard-genet. Fra min mor har jeg det rationelle og målrettede. Når noget kan gøres, så gør hun det. Og selvom jeg ikke tænker over det i de daglige, kan jeg se, at jeg har arvet hendes drive. Når der har været noget, jeg rigtig gerne ville, hvad enten det var at komme ind på Skuespilskolen eller få rollen som Christian den 7. i »En Kongelig Affære«, så er jeg gået målrettet efter det.

Jeg har skilt mig ud fra min familie ved at være meget sportsinteresseret. I mange år gik jeg meget op i sport. Håndbold. Badminton og cykling. Men først og fremmest fodbold. Vi var en hel flok, der hang ud på stadion hver weekend. Træning to gange om ugen og kamp om søndagen. Det handlede især om at være del af et fællesskab, men jeg havde nok også en naiv drøm om, at jeg skulle på landsholdet en dag, selvom jeg langt fra var god nok til det.

Tingene ændrede sig i løbet af gymnasiet. I 1.g. var jeg en høj, ranglet og meget tynd dreng med bøjle i hele ansigtet. Togskinne, elastikker og ganehalløj 12 timer om dagen. Det føltes som om, jeg gik med bøjle i 15 år. Jeg var en af de bedste kunder hos bøjletandlægen, fordi jeg hele tiden ødelagde den. I løbet af 2.g. fik jeg den af, og jeg husker hvordan det var at møde op i skolen den første dag uden bøjle, helt uvant med den glatte fornemmelse på tænderne. Det var mærkeligt at smile. Ingen sagde umiddelbart noget. Jeg blev jo ikke mindre høj og ranglet af at få bøjlen af, men pludselig kom der en interesse for pigerne, og jeg kom ind i det meget kreative univers, der var på gymnasiet, fordi en af lærerne skrev skolekomedier. Stille og roligt blev fodbolden og det lidt drengerøvsagtige afløst af teater og øl med drengene nede på den lokale i Helsinge.

Gymnasiet var en rigtig god tid. Når jeg skulle holde oplæg i dansk eller engelsk var jeg virkelig nervøs. Stod foran tavlen og stemmen rystede. Det var overhovedet ikke sjovt. Men når jeg spillede teater, kunne jeg gemme mig bag rollen, og det var et enormt kick at stå der sammen med de andre og få så mange til at grine.

Jeg havde jo haft en rolle i »Bryggeren« som stor dreng, og bortset fra den oplevelse, var det nok i gymnasiet det for alvor begyndte. Min oplevelse af, at skuespil var sjovt. Jeg luftede for nogle få stykker, at jeg måske nok godt kunne tænke mig at søge ind på skuespilskolen, men jeg havde ingen idé om, hvad det krævede og lavede nærmest intet forarbejde. Jeg øvede på min tekst et par dage, kørte til Aarhus og råbte og skreg lidt foran juryen, kørte hjem og fik afslag. Efter det begyndte jeg for alvor at spille teater og blev bedre og bedre. Fjerde gang kom jeg ind.

Da jeg startede på Skuespilskolen, kunne jeg mærke, at der havde jeg det godt. Til den første evaluering sagde min uddannelsesleder til mig: »Mikkel, du har det bare som en fisk i vandet«. Og det var sådan jeg havde det. Selvfølgelig var der op- og nedture. Ting, man kæmpede med. Men jeg følte virkelig, at jeg var landet på den rigtige hylde. Det var fantastisk at arbejde mellem 10 og 12 timer om dagen med noget, man syntes, var det rigtige. Det var en gave at være kommet gennem nåleøjet, og det var stort at arbejde med sig selv på den måde. Man er jo kun otte på sådan et hold, og man kommer virkelig igennem nogle ting i løbet af de år. Man ævler meget om sig selv, og lærer meget om sig selv og sin fortid.

Jeg ved ikke, om jeg er blevet helt skarp på den bagage, jeg har med mig. Jeg har masser af issues med mig selv og alt muligt, som fylder, fordi man arbejder med sig selv og fordi jeg hele tiden vælger at stille mig op på en scene eller foran et kamera og lader andre mennesker se på det og have en mening om det, de ser. Så der er sikkert noget omkring det med at blive bekræftet. At man hele tiden vælger at stille sig op foran en masse mennesker.

Man kan sige, at på Skuespilskolen faldt jeg på plads i den forstand, at jeg blev sikker på, at det var det, jeg ville. Men man ved jo også godt, at man på et tidspunkt skal ud og at det først for alvor er der, man finder ud af, om det holder. Jeg er ikke længere så nervøs for, om jeg skal blive arbejdsløs i morgen. Jeg ved, hvad jeg skal resten af året. Det ændrer dog ikke på usikkerheden ved mine egne præstationer. Jeg tager næsten altid hjem fra prøver og optagelser og reflekterer over, om jeg har gjort det godt nok. Men indtil videre har jeg jo fået lov til at lave det, jeg gerne vil. Så på den måde er der alligevel meget, der er faldet på plads.

- Jeg er lillebror ligesom Emil i »Arvingerne«. Min storebror er fem år ældre end mig og havde ligesom prøvet alting før mig. Vi elskede hinanden og bekrigede hinanden, sådan som man gør. Det var ret fedt at have en, man kunne spejle sig i og se op til, men jeg tænker også, der må være en anden frihed i at være storebror. Der er ingen at leve op til.
- Gymnasiet var en rigtig god tid. Når jeg skulle holde oplæg i dansk eller engelsk var jeg virkelig nervøs. Stod foran tavlen og stemmen rystede. Det var overhovedet ikke sjovt. Men når jeg spillede teater, kunne jeg gemme mig bag rollen, og det var et enormt kick at stå der sammen med de andre og få så mange til at grine.

Mikkel Boe Følsgaard

Mikkel Boe Følsgaard er født den 1. maj 1984 og tilbragte sine første leveår på Bornholm, men da han var omkring seks år rykkede familien til Gilleleje, og det er her Mikkel Boe Følsgaard har boet frem til, han flyttede hjemmefra.

Allerede som tiårig prøvede han kræfter med skuespilfaget, da han fik rollen som drengen Carl i tv-serien »Bryggeren«, det var dog først, da han begyndte at spille teater i gymnasiet, at han for alvor fik fornemmelsen af, at det var det, han ville.

Mikkel Boe Følsgaard søgte ind på Statens Teaterskole fire gange, inden han kom ind, og det var, mens han gik på skolen, at han fik rollen som Christian 7. i Nikolaj Arcels »En Kongelig Affære«. Rollen indbragte ham en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin. Efterfølgende modtog han en Bodil og en Robert for samme rolle. Han har siden haft roller i blandt andet tv-serien »Dicte«, i filmen »Kvinden i buret«, samt i DR-serien »Arvingerne«. Han bor i København med sin kæreste og deres lille søn.

»Arvingerne« sendes hver søndag klokken 20 på DR1.

Annonce
Sydjylland For abonnenter

Professor svævede mellem liv og død under ti timer lang operation: To nye lunger bragte ham tilbage til livet, der for altid er forandret

Danmark

Onsdagens coronatal:overblikket over epidemiens udvikling

Annonce
Annonce
Annonce
Haderslev For abonnenter

Springrytteren Tina Lund red på en meget dyr hest, men ejeren havde ikke råd til at have den, så han snød sin bank

Varde For abonnenter

Han lægger historier på Facebook flere gange om dagen – men åbenheden dækker over en stor lukkethed

Navne For abonnenter

Lars Koch Hertel var læge i Christiansfeld i mere end 30 år: Nu er han død 71 år gammel

Sønderborg

Venstre vil tage statsministeren på ordet: - Vi skal turde frigøre folkeskolerne i Sønderborg

Kommuner til atomaffald efterlyses: Hvem melder sig frivilligt?

Sydjylland

Nu får vi friheden tilbage, men følelserne er blandede:  - Hvis pandemien er slut, skal jeg se det, før jeg tror det

Kolding For abonnenter

Andrea fik sit store gennembrud i Retfærdighedens Ryttere: Nu spiller hun med i ny stor Netflix-serie

Thomas kørte i sin fars hjulspor: Boede i lastbil i to og et halvt år

Haderslev

Hesteavler frifundet i forældet straffesag: Snød banken for 700.000 kroner i hestehandel

Storfisker er træt af hetz og sælger mange fiskekvoter

Team Esbjerg For abonnenter

Team Esbjerg floppede: En helt igennem sjasket præstation

Esbjerg For abonnenter

Presset på kommune stiger i sag om svigtede specialbørn: Foreninger tordner mod katastrofale forhold

Team Esbjerg

Se videoanalyse: En sløv præstation - Team Esbjerg smed dyrebart point i topstriden

Annonce