Annonce
Indland

Miljøstyrelsen finder igen legetøjsslim med skadelig kemi

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Seks typer slimprodukter, der vurderes at kunne udgøre en sundhedsrisiko for børn, tilbagekaldes.

Der er fundet nye typer legetøjsslim med skadelige kemikalier.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet, der for bare en måned siden var ude at advare mod fem slimprodukter.

- Jeg er rystet over, at der sælges legetøj, som kan skade vores børn.

- Der er tale om massive overtrædelser, og derfor har Miljøstyrelsen bedt butikkerne om øjeblikkeligt at fjerne de farlige produkter fra hylderne, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

De seks typer slimprodukter, der nu kaldes tilbage, er følgende:

"Magical unicorn" og "AbbyRose" fra amazon.com, "Swallowzy Fluffy Cloud Slime" fra amazon.de, "Colorful Exquisite fishbowl" fra alixpess.com, "Fluffy Floam Slime" fra ebay.com samt "Neongult smiley leksaks" fra gemmas.se.

Har man købt nogle af disse produkter, anbefaler Miljøstyrelsen, at man returnerer dem til forhandleren eller skiller sig af med dem i henhold til de lokale affaldsregler.

Miljøstyrelsen har kontrolleret i alt 27 slimprodukter. Det viste sig, at 13 slimprodukter er ulovlige på grund af for høj afgivelse af stoffet bor. Heraf er de seks førnævnte produkter vurderet til at udgøre en alvorlig risiko.

Stoffet bor er klassificeret som skadeligt for forplantningsevnen. Man har blandt andet set påvirkning af forplantningsevnen hos dyr.

Miljøstyrelsen vurderer, at produkterne kan udgøre en alvorlig sundhedsrisiko for børn ved længere tids påvirkning.

Nogle af de skadelige produkter er indkøbt på handelsplatforme uden for EU.

Det får miljøministeren til at opfordre forældre til at tænke sig grundigt om, når de shopper legetøj på nettet:

- Det er en god tommelfingerregel, at man handler inden for Danmark eller EU. Der ser vi, at man er bedst til at overholde reglerne, siger Lea Wermelin.

Ministeren vil også arbejde for, at der i EU-regi indføres en varedeklaration for legetøj.

Det vil gøre det nemmere for importører at kræve, at importeret legetøj overholder alle regler.

Miljøstyrelsen vil i løbet af efteråret sætte gang i en e-handel-kampagne, som sætter fokus på produkter med kemi købt over nettet.

Man vil ligeledes undersøge, om der er et generelt problem med produkter købt uden for EU.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Annonce