Annonce
Sydjylland

Milliardfond er nu åben: Hårdt prøvede virksomheder kan søge om økonomisk hjælp til genstart

Mange erhverv har været lukkede eller har kørt på lavt blus i lang tid, og flere virksomheder er pressede økonomisk. Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix
En såkaldt genstartsfond på tre milliarder kroner er nu åben, og virksomheder, som har brug for hjælp, kan søge om at få del i disse midler. Fonden er en del af en bred politisk aftale fra sommeren.
Annonce

Erhverv: Coronakrisen har været hård ved mange virksomheder i Danmark. Regeringen og folketingets partier har blandt andet forsøgt at give en hånd gennem hjælpepakker, men i juni 2020 blev der indgået en bred aftale om at udfase hjælpepakkerne og erstatte dem med en genopretningspakke.

Aftalen, som regeringen indgik med Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet, omfattede blandt andet en såkaldt genstartsfond. Den er på tre milliarder kroner og er i regi af Vækstfonden, og denne kunne mandag oplyse i en pressemeddelelse, at Genstartsfonden med de tre milliarder kroner nu er åben.

Vækstfonden er statens finansieringsfond og har otte kontorer rundt i Danmark, og et af disse ligger i Vojens. Herfra fortæller Henrik Holst, som er ansvarlig for Vækstfondens aktiviteter i Syddanmark, at der er gode muligheder for de lokale virksomheder gennem Genstartsfonden, hvis de skal bruge kapital til vækst.

- De lokale arbejdspladser i Sønderjylland er afgørende for, at vi som landsdel kommer godt ud af krisen. Det gælder både tømreren i Egtved og restaurantejeren på Rømø. Og hvis vi skal blive ved med at nyde godt af de mange lokale styrkepositioner, vi har i Syddanmark, er det afgørende med kapital. Den vil vi gerne komme med i Vækstfonden, siger han i pressemeddelelsen.

Annonce

Langsigtet initiativ

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) håber på, at de tre milliarder kan være med til at sikre, at coronakrisen ikke sætter sig fast i de danske virksomheder.

- Med det brede net af hjælpepakker holder vi hånden under virksomhederne her og nu, men en genstart af erhvervslivet kræver også langsigtede initiativer, hvor hårdt ramte brancher får den rette hjælp til de rigtige investeringer. Derfor er jeg meget glad for, at Genstartsfonden nu er åben. Her får vi mulighed for at understøtte stærke væksteventyr og skabe nye arbejdspladser, siger han.

Annonce

Har brugt af reserverne

Vækstfonden yder både egenkapital og ansvarlige lån til virksomheder som en del af Genstartsfonden. Et Ansvarligt lån fra Vækstfonden er en mellemting mellem fremmedkapital og egenkapital og er efterstillet anden lånefinansiering, og derfor kan lånet fungere som et supplement til egenkapitalen på virksomhedens balance.

- Mange danske virksomheder har behov for at styrke deres soliditet, så de kan forsætte med at lave nye investeringer og udvikle deres forretning. Siden marts har de været nødt til at bruge af reserverne, og det er de reserver, vi vil medvirke til at fylde op med egenkapital og ansvarlige lån, siger Rolf Kjærgaard, administrerende direktør i Vækstfonden.


De lokale arbejdspladser i Sønderjylland er afgørende for, at vi som landsdel kommer godt ud af krisen.

Henrik Holst, ansvarlig for Vækstfondens aktiviteter i Syddanmark


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce