Annonce
Aabenraa

Millioner i spil: Nu kan landsby komme i gang med aktivitetshjerte

I Hjordkær vil man helst etablere aktivitetspladsen på én gang, men projektet er lavet, så det kan opføres i fire etaper. Illustration: Kompan / Aabenraa Kommune
De har selv gjort det meste. Aabenraa Kommune har gjort det sidste. Nu er der multibane og aktivitetsplads på vej i Hjordkær. Borgmester-ros for frivillig indsats.

Hjordkær: Der er længe til jul. Heldigvis er der knap så længe til, at byggeriet af den nye aktivitetsplads i Hjordkær til en pris tæt på fire millioner kroner kan komme i gang. For de glæder sig i Hjordkær. Det kan kun gå for langsomt med at få en multibane med et væld af muligheder for fysisk aktivitet og socialt samvær etableret.

Aabenraa Kommunes bidrag på en million kroner har længe været konfirmeret, men det har været sat på pause, fordi Hjordkær Ungdoms- og Idrætsforening ikke var i mål med egenfinansieringen. Den er imidlertid nu så tæt på at være plads, at økonomiudvalget på sit møde tirsdag eftermiddag nikkede ja til, at udbetalingen af de mange rare kroner kunne rykkes frem fra 2022 til 2021.

- Man når i et lokalsamfund til den der grænse, hvor man ikke ved salg af æbleskiver, svømmekonkurrencer og løb kan samle penge sammen. Når det kommer til de store projekter, er det kommuner og fonde, der skal være med til at finansiere, siger borgmester Thomas Andresen (V).

Annonce

- Enhver krone, der bliver samlet ind af de frivillige, har for mig tifoldig værdi, fordi det kræver så stort et arbejde og engagement, understreger Thomas Andresen.

Utålmodigt lokalsamfund

Aktivitetspladsen i Hjordkær koster knap fire millioner kroner, og efter Aabenraa Kommunes bidrag mangler der nu 750.000 kroner.

- Vi kan godt lave selve multibanen nu, for vi har delt hele projektet op i fire delområder. For de penge, vi har nu, kan vi få en lege- og børneafdeling og en mellemskoleafdeling med legeredskaber, og så kan vi få et fitnessområde på cirka 45 gange 45 meter, siger Jan Peder Hinrichs, der er Hjordkær Ungdoms- og Idrætsforenings projektleder.

I Hjordkær har man stadig ansøgninger ude hos fonde, hvor man tror på bidrag. Der har netop været møde i den gruppe, der arbejder med projektet. En gruppe, der er gået fra 18 til fire medlemmer, efter realiseringen er kommet så tæt på mål.

Der er tænkt på alle aldersgrupper i projektet med aktivitetspladsen i Hjordkær. Illustration: Kompan / Aabenraa Kommune

Det største ønske er at få hele projektet gennemført på én gang.

- Ellers går vi i gang med at lave multibanen cirka 1. september, fortæller Jan Peder Hinrichs, der imidlertid håber på, der er positivt svar på de sidste fondsansøgninger inden da, så hele projektet kan sættes i gang på én gang, fortæller Jan Peder Hinrichs, der ganske ofte bliver spurgt til etableringen af Hjordkærs nye aktivitetshjerte.

- Hvornår, Jan? Hvornår, Jan?

Nu er der altså under tre måneder til, at der sker noget.


Enhver krone, der bliver samlet ind af de frivillige, har for mig tifoldig værdi, fordi det kræver så stort et arbejde og engagement.

Thomas Andresen (V), borgmester


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce