Et område, som udgør mere end halvdelen af Lille Vildmose, Danmarks største højmose, skal nu omdannes til naturpark.
Danmarks største private jordbesidder, Aage V. Jensens Fonde, har ifølge Berlingske Tidende købt Tofte Skov og Tofte Mose af forsikringskoncernen Codan for et trecifret millionbeløb. Området er på 4100 hektar.
- Købet skal bane vejen for Danmarks første naturpark, hvor en talstærk bestand af vildsvin og krondyr vil få mulighed for at skabe en dynamisk natur. Dyrene vil frit kunne færdes i et område, der er knap så stort som Amager, siger Leif Skov, der er bestyrelsesformand for Aage V. Jensens Fonde.