Annonce
forside

Mindeord: Børge Mathiasen

Flemming Bay-Jensen skriver mindeord om Børge Mathiasen.

Børge Mathiasen, mangeårigt medlem af Esbjerg Byråd er ikke mere. Børge døde den 1. februar netop som han var kommet på Hedelund Plejehjem.

Børge var socialdemokrat med hud og hår, og ikke mindst i kraft af hans karisma, var han den naturlige formand for gruppen i byrådet. Han var kontant, kaldte en spade for en spade, og når han havde konkluderet på en sag, så var det konklusionen. Kun Børge kunne slippe afsted med ramsaltede bemærkninger i byrådet til sine politiske modstandere og derfor underdriver jeg ikke min vurdering af Børge, når jeg husker, at mange kunne "slå sig på Børge", både partifæller men også politiske modstandere. Når det er sagt, er det lige så rigtigt at tilføje, at både os, der havde ham helt inde på kroppen, men også byrådet i sin helhed respekterede gruppeformanden i socialdemokratiet som en, man kunne indgå en aftale med og hvor aftalerne holdt. Mit kendskab og samarbejde med Børge startede i slutningen af 80'erne, hvor jeg var blevet formand for socialdemokratiet i Esbjerg.

Vi var absolut ikke altid enige i den politiske linje, men enige om målet. Det var heller ikke ukendt i offentligheden, at Børge helst havde set en anden i borgmesterstolen, som afløser for A.K. Nielsen end mig. Børges kommentar var i den sag kort, ja, så måtte han jo tage imod lærlingen (mig). Med andre ord kom jeg i mesterlære som borgmester. Det var ikke så ringe endda og sammen fik vi, med stort set det samlede byråd, beredt vejen for blandt andet Musikhuset, Svømmestadion Danmark, Tobakken, De Hvide Mænd og det første Tall Ship Races i Esbjerg. At vi senere fik en "noget uventet tak" for indsatsen er en anden sag og hører med til den politiske historie om Esbjerg.

Da Børge blev ramt af sygdom tilbage i 1997 mistede ikke blot familien, men også Esbjerg på sin vis en mand, der med sin store indsigt i byen, var med til at tegne byens udvikling. Børge blev ikke igen den samme efter sygdommen, men for at citere en af sønnerne: "Han var jo en lille hidsigprop, men heldigvis vores far". Familien og alle os andre vil mindes Børge som en mand, der ikke faldt i med tapetet.

"En lille stor mand" er ikke mere.

Æret være Børge Mathiasen minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce