Annonce
Haderslev

Mindeord: Christine Lorenzen, Sommersted

Annonce

Christine Lorenzen (født Clausen), sov stille ind torsdag 5. marts. Dermed er et langt og virksomt liv forbi.

Christine blev født 29. august 1924 i Svanstrup, Brede og hun voksede op på slægtsgården Svanstrupholm sammen med tre søskende. Der var meget at se til på gården, og børnene skulle også hjælpe til. Sådan var det bare.

Christine gik i skole i Brede, indtil hun blev konfirmeret, og hun havde derefter plads i husgerningen forskellige steder.

I maj 1940 - 16 år gammel - rejste hun til Stidsholt Efterskole i Vendsyssel. Det tog to dage med bumletog, og hun har fortalt, at i toget var der tyske soldater. Det var hun ikke tryg ved. Men hun havde en rigtig god sommer på efterskolen - selvom det var langt hjemmefra og under krigen.

Det er kendetegnende for Christine, at hun livet igennem havde let ved at få gode og trofaste venner. Blandt andet holdt hun i mere end 70 år kontakt med to gode veninder fra tiden på efterskolen.

Efter opholdet i Vendsyssel var hun i huset forskellige steder: Møgeltønder, Gabøl, Horne på Fyn og i Åbenrå.

Derefter et sommerophold på Engelsholm Højskole ved Vejle. Hun var særlig glad for gymnastiktimerne – og hun blev udvalgt til at gå med fanen ved store opvisninger.

Hun begyndte nu at se lidt mere til en ung prins, som hed Anders til fornavn.

Christine og Anders blev gift i 1948 og de bosatte sig på Højgaard i Åbøl ved Toftlund. I løbet af seks år fik de tre børn: Ove, Finn og Anna Kjerstine (Stinne).

Christine og Anders var både dygtige og fremsynede: De var blandt andet de første på egnen, som købte en traktor - en lille grå Ferguson - og naboerne sagde ”det kan da aldrig gå”. Men det gik som bekendt.

At de var omstillingsparate viste de med al tydelighed, da Anders blev ramt af sygdom. De besluttede sig nemlig til at sælge Højgård, mens den var i fuld drift.

I juli 1960 overtog de Sommersted Vin – og tobaksforretning. Det var en lidt speciel butik med vin- og tobaksvarer samt tips og lotto i den ene afdeling - og gaveartikler i den anden.

Anders havde et lille kontor ved siden af selve butikken, og han yndede at sige til dem, der aflagde besøg på kontoret at ”Jeg ordner verdenssituationen, og Christine laver det grove”. Der var noget om det, men faktisk var de rigtig gode til at supplere hinanden.

I 1990 døde Anders, og Christine videreførte forretningen - som nu også havde håndkøbsudsalg - indtil den blev solgt i 1994.

Christine flyttede først til den Gamle Amtsbanegård i Sommersted og et par år senere til en fin lejlighed på Hyldevænget, hvor hun var rigtig glad for at bo.

Efter at Christine gik på pension blev hendes store hobby genbrugsforretningen for Mission Afrika. To-tre dage om ugen kørte hun glad til Vojens for at arbejde sammen med de andre frivillige.

Hun nød også at tage på seniorhøjskole, og hun fortalte altid meget begejstret om de gode oplevelser, hun havde haft.

Christine havde gennem alle årene mange fritidsinteresser: cykelture, svømning, gymnastik, porcelænsmaling og ikke mindst havearbejde. Det er ikke småting, vi har spist af grønsager, frugter og urter fra hendes køkkenhave. Og hun elskede blomster – særligt roser og påskeliljer. Hun støttede også grænseforeningen og det kirkelige arbejde, - og hun interesserede sig for slægtshistorie, lokalhistorie og antikviteter.

Christine var ikke politiker, men hun sad i forskellige bruger- og kontaktråd og kæmpede sammen med gode politikere for bedre forhold til fysisk- og psykisk udviklingshæmmede. Og man må sige at i hendes tid, er der sket markante fremskridt på det område.

Christines hjerte bankede for andre mennesker. Hun kunne se det gode i alle mennesker og bød alle indenfor.

Familien og især børn var centrum i hendes liv. Selv de sidste år, hvor hun led af demens og kom på plejehjem, udtrykte hun sin glæde og taknemmelighed over sine børn, børnebørn og oldebørn.

Citat:

”Som I kan forstå, har jeg haft et indholdsrigt og godt liv. Ingen af os undgår modgang, men det gør, at man så sætter meget mere pris på de lyse timer, som jeg har haft flest af”.

Æret være Christines minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce