Annonce
Navne

Mindeord: Der er blevet en ledig plads foran i bussen og midtfor på anden balkon i Kieler Oper

"Livet er simpelthen for kort til at leves uden opera". Sådan skrev Stig Hansen i en mail for lidt over to uger siden. Nu er Sydjysk Operas mangeårige foredragsholder og inspirator død, efter at han i april fik konstateret cancer.

Kolding: Martha Ravn og Benjamin van Maarschalkerweerd skriver dette mindeord om tidligere lektor, Stig Hansen, på vegne af Sydjysk Opera:

Lørdag morgen den 5. juni sov Sydjysk Operas mangeårige foredragsholder og inspirator Stig Hansen, Kolding, stille ind på hospice i Vejle. I april fik Stig konstateret en cancersygdom, der var så fremskreden, at der ikke var håb om helbredelse. Som han selv skrev i en mail ”en mærkelig sygdom, der tapper mig for energi og gør, at jeg ikke bliver aktiv agerende mere, men det har været et dejligt liv med masser af spændende oplevelser og jeg siger tak for den tid, vi har haft sammen”

Alle os, der har haft fornøjelsen af at blive beriget af Stigs altid velforberedte og yderst inspirerende operaoplæg, kan kun tilslutte os og sige mange tak for mange gode og intense operaoplevelser.

Annonce

Stig formåede qua sin enorme viden, qua sit engagement og ikke mindst qua sine meget omhyggelige forberedelser at føre os ind i operaverdens mange spændende og under tiden også forundelige facetter. Hans fokus var i sagens natur på det musikalske og det dramatiske, men hans foredrag rummede altid både historiske og kulturhistoriske perspektiver, der bidrog til en flerdimensional forståelse af det musikalske univers, der fyldte så meget i Stigs liv.

At Stig professionelt havde været dansklærer på Kolding Gymnasium kunne man tydeligt mærke i hans formfuldendte sprog. Hans foredrag var altid meget velformulerede, og man kunne tydeligt fornemme, at det danske sprog for Stig også rummede en musikalitet, som han yndede at benytte sig af.

I sit otium rejste Stig Europa tyndt for at opleve så mange operascener, som muligt. ”Jeg er nok lidt en operanørd”, som han selv sagde. Han havde mange virkelig gode oplevelser på de forskellige operateatre; dog kunne visse opsætninger blive for ”avantgarde” til en ”GRAND-OLD MAN”.

Men overordnet var Stig meget forstående og tolerant over for moderne, undertiden provokerende fortolkninger af operaer, som stod hans hjerte nær. Hans oplevelser fra operaens verden delte han gerne med os i bussen til Kiel eller Flensborg. Der er blevet en ledig plads foran i bussen og midtfor på anden balkon i Kieler Oper. Et faktotum er gået bort, men vi siger tak for alt det, han så generøst har givet os.

Æret være Stig Hansens minde

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Oceanliner i miniformat har sejlet 60 år mellem Esbjerg og Fanø: Nu sendes den lille motorfærge Sønderho på førtidspension

Annonce