Annonce
Navne

Mindeord: En afholdt ripenser er gået bort

Annonce

Ribe: Hun havde sin faste plads ved det lille, guldrandede cafébord på Café Quedens.

Lige foran kasseapparatet, så hun altid kunne snakke med personalet og følge med i hverdagen på den travle café.

Inge Hoppe elskede selskab, og andre elskede hendes selskab. På Quedens blev folk altid i godt humør, når 63-årige Inge Hoppe indtog stampladsen for at nyde en iskaffe, inden hun ofte vandrede videre til en god frokost på Restaurant Sælhunden på Ribes Skibbro eller et af de mange andre lokale spisesteder, hvorfra Inge Hoppe elskede at dele de gode og sociale madoplevelser med venner og familie på sin facebookside.

Den altid positive Inge Hoppe nød tiden i Ribe sammen med ægtemanden Per Sleiman.

De mødte hinanden på værtshuset Hundehuset i Hundegade, hvor hun solgte øl og han drak dem, og parret nåede at opleve 45 år sammen, inden livet sluttede for Inge Hoppe 29. juni i et T-kryds ved Bogense, hvor en spritbilist torpederede den Citroën, hvor hun befandt sig sammen med nevøen Mads Hoppe og hans mor, Anne Marie Hjort.

Inge og Per var få år forinden flyttet tilbage Ribe efter omkring 40 år i København. Både Inge og Per var opvokset i Ribe. Helt præcist kom Inge Hoppe fra Varming øst for Ribe, og både her og i Ribe kender man bedst Inge Hoppe som den søde, den sjove, omsorgsfulde og hjælpsomme kvinde, der elskede at være der for sine medmennesker, og som elskede livet og samværet med sin mand, sine søskende, børn, børnebørn og ene oldebarn.

Men det er slut nu.

Inge Hoppe kommer ikke længere på Cafe Quedens og spreder sit gode humør. Hun kan ikke længere være der for familie og venner, men et bevis på, hvor afholdt Inge Hoppe var, fås formentlig ved hendes begravelse fredag 10. juli kl. 14 fra Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, hvor der forventes langt flere mennesker end det, der kan være i den store kirke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce