Annonce
Aabenraa

Mindeord: Fleggaard-koncernens grand old man

Hans Frede Flegaard. Arkivfoto: Timo Battefeld
Jens Klavsen, administrerende koncerndirektør, Fleggaard Holding A/S, har skrevet følgende mindeord over Hans Frede Fleggaard. I bunden nogle ord fra familien.
Annonce

Hans Frede Fleggaard er død i en alder af 85 år. Hans Frede blev ramt af flere blodpropper i hjernen torsdag morgen og sov lørdag stille ind.

Vores Grand Old Man, som Hans Frede ofte blev kaldt internt, var en positiv, festlig og farverig person helt til det sidste. Han har altid været sin egen og har ikke givet meget for janteloven. Han var indbegrebet af det, vi i koncernen kalder "Fleggaard-ånden", og har på sin fantastiske måde altid udfordret mig og holdt mig i ørene. Jeg vil savne hans mange besøg på kontoret, og jeg ved, at det samme er gældende for mange af koncernens medarbejdere.

Det er derfor ikke bare en fantastisk far, svigerfar, morfar, farfar og oldefar, som er gået bort. Det er også en god ven og en meget dygtig erhvervsmand, der i den grad har sat sit personlige præg på Fleggaard-koncernen. Hans Frede var indbegrebet af købmandskab, flid og kreativitet. Han overtog sin fars ”kolonialhandel” i Padborg i 1960’erne og satte for alvor Fleggaard-koncernen på landkortet i slutningen af 1980'erne, da han åbnede de første danske butikker på den tyske side af grænsen.

I slutningen af 1990’erne trak Hans Frede sig fra den daglige drift, men har siden holdt tæt kontakt til både koncernens direktion og medarbejdere – ikke mindst via sine næsten daglige ture rundt til koncernens afdelinger, hvor hans besøg for mange medarbejdere var en fast og kærkommen del af hverdagen.

Fleggaard-familien udtaler:

"På familiens vegne vil vi udtrykke vores dybe sorg over tabet af vores far, svigerfar, morfar, farfar og oldefar. Vi har kort tid efter tabet af vores mor nu også mistet vores far, som har været en kærlig, spændende, kreativ og iderig far og en gudsbenådet købmand.

Vores far gjorde en stor forskel både i familien og i firmaet. Vi er taknemmelige over, at vores far blev beriget med et langt og indholdsrigt liv, og vi vil savne hans gåpåmod og optimisme. Vi har siden, vores far trak sig fra den daglige drift, ført firmaet videre i den ånd og på det fundament, som han skabte, og det agter vi at fortsætte med."

Æret være Hans Fredes minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os nu få den cykelbro

Annonce