Annonce
Sydjylland

Mindeord for forfatteren Sigmund Doksum

Den norske forfatter Sigmund Doksum (født 20. juni 1949) er død 10. juli 2019 efter kort tids sygdom. Han boede og arbejdede det meste af sit liv i Danmark - de første mange år i København, senere i Sønderho på Fanø - men udgav alle sine bøger i Norge.

Det var mens han studerede Statsvidenskab og Engelsk på universitetet i Oslo, han under et ophold i Danmark mødte sin livsledsager Dorte Campion i Fælledparken ved en koncert i 1974. De to flyttede sammen i en lejlighed på Østerbro, hvorfra han arbejdede, først med digte, udgivelsen "Syv hundre dødsfall og andre livstegn" på Norsk Gyldendal 1976. Året efter udkom novellesamlingen "Den som ler sidst", 1977, og siden to udgivelser med digte og tekster, "Gorilla på en grein" 1978, og "Begynn med lillefingeren" 1979. "Digt fra den første himmel" udkom i 1985. Siden fulgte en række børne- og ungdomsbøger, blandt andre "Krakatau" 1988, som også udkom på dansk i 1990, og "Sabeltanntigeren" 1999. I 2014 udkom "Cappelens Forslags Konversasjonsleksikon", et kontrafaktisk leksikon med tekster af fremtrædende norske og danske skribenter. Sigmund Doksums bidrag var 14 tekster, blandt andet med uddybning af betydningen af ordene "Pave", "Opera", "Narcissus" og "Tid".

Denne korte form passede hans skrivestil godt. Sigmund Doksum var et elskeligt menneske, som ville andre det bedste. En inspirerende samtalepartner, der ikke førte sig frem, men som man lyttede til med respekt. Hans viden om historie, politik og kunst var stor, og det var begejstringen også. Personligt har han haft en stor betydning for mig, fordi han forstod mit billedunivers og interagerede som inspirator for mit maleri. Blandt andet samlede han fotos, som han mente ville inspirere mig. Det er gennem tiden blevet til adskillige vigtige værker i mit oeuvre.

Han vil blive savnet og husket for sin positive tilgang til verden – ikke mindst i Sønderho på Fanø, hvor han og Dorte Campion har opbygget et stort netværk efter at have boet der en årrække.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce