Annonce
forside

Mindeord: Laurids Sommer

Tove og Mathias Sommer, skriver på familiens vegne mindeord over Laurids Sommer, Nørre Allé 18F, Nørre Nebel:

Mandag den 6. marts udåndede 91-årige Laurids Sommer på Esbjerg Sygehus. Laurids var en stolt landmand, der levede efter at holde kroppen sund og pleje sjælen. Han ville hellere give end tage, løfte end blive løftet - alt sammen drevet frem af grundtvigske tanker om fællesskabet.

Omdrejningspunktet for Laurids' liv var slægtsgården Vrågård i Sdr. Bork. Her voksede han op og byggede senere et liv med sin hustru, Kathrine. Sammen fik de fire døtre og en søn, Claus, der i dag driver Vrågård. Laurids havde selv fire søstre og anså det derfor som sin naturgivne pligt at videreføre gården.

Laurids gjorde en dyd ud af at have øje for og give til andre. Det viste sig ikke mindst i hjemmet, hvor Kathrine og Laurids' varme blev en magnet for områdets børn og voksne. På Vrågård blev der ofte sat et par ekstra tallerkener frem, når familien gik til bords.

Laurids var optaget af at være en god rollemodel for sine børn. Ved at gå forrest viste han dem værdien af at tage ansvar, opføre sig ordentligt og holde kroppen sund. Det sidste kom til udtryk i Laurids' kæpheste som morgengymnastik, levertran og kunsten at danse en god vals.

I 1989 flyttede Laurids og Kathrine til Nørre Nebel, hvor ægteparret havde købt hus på Farvervænget nord for Bredgade. Dermed sikrede Laurids sig langt ind i seniorlivet at kunne besøge Vrågård og hilse på dyr og børnebørn uden at skulle krydse for mange trafikerede veje. Han nød at have et af sine 17 børnebørn med på armen i stalden eller med bag rattet i traktoren.

Det var vigtigt for Laurids at engagere sig i den lokale udvikling - altid med respekt for traditioner og historie. Dette har gennemsyret hans liv og sat tydelige spor de steder, han har haft bestyrelsesposter og investeret tid og energi.

Især har Laurids lagt kræfter i bestyrelsesarbejdet omkring Værnengene, en post han overtog efter sin far, som spillede en central rolle i afvandingen af området syd for fjorden. Langt op i alderdommen havde han daglige udflugter til Værnengene, hvor han kunne se til køerne og indsnuse vestenvinden.

Den sidste formandspost blev afgivet, da han som 87-årig stoppede som formand i andelsboligforeningen på Nørre Allé i Nørre Nebel, hvor han levede med Kathrine de sidste år af sit liv. Her skal Kathrine nu finde sine ben efter tabet af sin mand og afslutningen på et ægteskab, der sidste år rundede 60 år.

Æret være Laurids Sommers minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce