Annonce
forside

Mindeord om Andreas Hansen

Andreas Hansen som alle altid kaldte Dres, blev født den 21. September 1954. Han voksede op på gården i Juvre på Rømø med sine 4 søskende. Han overtog gården sammen med broderen Jens, efter deres fars død i 1991. Siden 1997 har Dres haft gården alene, men trods han var enlig, var han afholdt og elsket af både niece, nevøer og nabobørn som altid kunne komme og gå som ønsket.

Døren til stuehuset var altid åben, og var et sted som mange mennesker yndede at komme for at få en snak og en kop kaffe. Det var det nordlige Rømøs mødested.

Dres var et afholdt og hjælpsomt menneske, som sjældent sagde nej, når nogen havde brug for hans hjælp. Han havde hænderne skruet rigtig på og kunne reparere det meste selv, og hjalp gerne med alt håndværks- eller landbrugsmæssigt arbejde hos venner og familie.

Naturen og Rømø var hans liv. Hans hobby var jagten, så i perioden september-december så man altid Dres tage afsted mod stranden for at tage på jagt. Han var også engageret i Juvre digejagt og digelaug igennem flere år. Under en digebestigtigelse tilbage i 1989, var han den første til at skyde en bisamrotte i Danmark, for han vidste godt hvad der var godt og skidt for digerne.

Igennem 24 år var Dres ansat hos Rømø kirke, først som medhjælper og senere som kirketjener. Et job han elskede, for her var meget historie om øen og mange mennesker som ofte besøgte kirken og kirkegården. Han stod altid klar til at besvare spørgsmål fra turister og lokale besøgende, og jeg husker tydeligt hvor stolt han fortalte om et besøg af Maersk McKinney Møller.

Nu hviler han selv på Rømø kirkegård, efter at han den 25. maj sov ind på Esbjerg sygehus, efter kort tids sygdom. Han er nu en del af Rømøs historie. Han vil blive husket og fortalt om af mange for han var kendt og afholdt af de fleste med en relation til øen, det blev i hvert fald tydeligt vist med så stort et fremmøde til begravelsen.

Æret være Dres minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce