Annonce
forside

Mindeord over Christa Lockwood

Christa Lockwood. Foto: Privatfoto.

Mindeord: Min mor er død - En sønderjysk kvinde er død.

Min mor, født i 1931, voksede op på en gård i landsbyen Vester Sottrup udenfor Sønderborg. Området er i den grad præget af sin særegne dialekt og en historie, der sammenfletter dansk og tysk kultur. Mine bedsteforældre var bønder med stolthed.

Morfar var brandmajor i det frivillige brandvæsen, formand for vandværket og andelsfryseboksen.

Det var et landbrug med heste, køer, svin og høns ja, tilmed ænder og gæs i egen branddam. Der var desuden en stor nyttehave med alt, hvad man brugte af grøntsager, frugt og bær. I datidens landbrug blev alt lavet fra bunden og alle deltog fra barnsben i den daglige husholdning. Alt blev fremstillet hjemme på gården. Der blev slagtet og syltet og lavet saft og pølser, kogt og stegt fra morgen til aften. Den varme mad med 3 retter stod på bordet kl. 12. En tradition der nærmest må betegnes som uddød. Mine to morbrødre deltog i den daglige drift. Alle var med til høsten og når der skulle luges i de snorlige rækker, sankes sten med mere. Rollerne var fordelt og alle var i en tidlig alder fuldt ud arbejdsdygtige. At børn arbejdede, var en selvfølge - ingen fik fripas.

Da tyskerne kom under anden verdenskrig, har jeg fået fortalt, at mine bedsteforældre skjulte mad under sengene for værnemagten, men da krigen var ovre, og de tyske soldater gik hjem ude på landevejen, gik mormor ud med madpakker til dem. "Det var jo kun børn og gamle mænd" som hun sagde.

Efter højskoleophold i Ollerup læste min mor til sygeplejerske i Sønderborg og arbejdede her en tid, inden hun drog til København. Der mødte hun min far. Han var en meget eksotisk herre opvokset på Java i Indonesien. Hans madvaner var mildt sagt anderledes. Far skulle have ris hver dag, ja selv juleaften.

Min mor fødte 3 sønner. Jeg, den mellemste, er født, døbt og konfirmeret på Rigshospitalet. Vi havde tjenestebolig på det gamle røde hospital, hvor der også var kirke. Det var inden det store grå betonmonstrum blev bygget.

Vi flyttede i begyndelsen af 60´erne til en stor lejlighed på Østerbro. Her havde min far klinik hjemme. Han blev med tiden en kendt overlæge, der høstede både national og international anerkendelse. Med tiden blev der råd til sommerhus i Småland. Så ofte vi kunne tog vi der op i vores lille gule folkevogn. Selv i de korte weekender når skolen var færdig om lørdagen kl. 12, blev vi hentet udenfor skolegården. Først søndag aften sent kom vi hjem. Det var dengang man stadig gik i skole om lørdagen.

Hvordan var hverdagen så for den høje, smukke sygeplejerske fra Sønderjylland?

Kl. 6 om morgenen stod hun op og gik tur med hunden. Så kom hun hjem og vækkede resten af familien 3 drenge og en mand. "5 minutter mor". 2 eller flere runder før alle var oppe.

Når kampen om badeværelset var overstået, satte vi os til et fuldt dækket morgenbord. Imens stod mor Christa og smurte 4 madpakker, der blev pakket ind og påført navn. Dette var nødvendigt fordi ikke to madpakker var ens. På et tidspunkt i gymnasietiden, da både jeg og min storebror spillede basketball på eliteplan i Sisu, og jeg samtidig gik med post, husker jeg at der var 20 halve i madpakken.

Jeg har regnet ud, at i de 15 år vi gik i børnehave og skole, har hun smurt ca. 12.000 madpakker. Hvis der gennemsnitlig har været 6 halve i hver er det 72.000 rugbrødsmadder. Velbekomme.

Når mor så havde fået familien ud af døren, var der telefontid for konsultationen. Ca. 30 patienter om dagen kunne de klare i klinikken efter at overlæge Lockwood kom hjem fra arbejde på Rigshospitalet. I mellemtiden var der nok at se til. Hun kørte på sin lille grå minicykel til slagteren, fiskehandleren, Viggo Grønthandler, det færøske ismejeri Nonfjeld, købmand Jensen med flere. Så skulle der også hentes medicin til klinikken på Østerbro Apotek. Tunge tasker på cyklen der skulle slæbes hjem. Hunden var med hele tiden.

Hjem til rengøring, vask og strygning i en lejlighed på 400 kvm. Klinikken skulle også gøres klar, journaler findes frem og lægges i rækkefølge. Instrumenter skulle steriliseres. Der skulle laves kaffe til, den hos patienterne, så umådelig populære overlæge, og middagsmaden til familien forberedes. Når alt var klar, begyndte så eftermiddagskonsultationen. Ofte var den først færdig ved syvtiden. Middagsmad på bordet, spise, vaske op og lave aftenkaffe med hjemmebagte småkager. Vi andre var for længst lusket af til træning, ind foran fjernsynet eller modvilligt ind på værelset for at lave lektier.

Om aftenen når hun havde serveret kaffen, tog hun sytøjet frem. Så blev der blev hæklet, strikket, kniplet, broderet og stoppet strømper. Og så skulle hunden jo også lige luftes inden sengetid.

Om sommeren i Sverige plukkede hun bær og svampe i skoven, ordnede have, malede og afsyrede møbler ved siden af den almindelige husholdning.

Hun lavede saft og marmelade, syltede agurker, tomater, græskar, asier og rødbeder. Vi havde krukker og flasker overalt til et helt års forbrug. Sådan havde hun lært det af sin mor, og sådan blev det i hendes hjem. Den sønderjyske bondepige gik side om side med den elegante verdensdame og overlægefrue, der holdt store selskaber i hjemmet og tog mod gæster - ofte fra udlandet. Selv basketballklubbens julefrokost overkom hun at holde i hjemmet.

Hvordan hun fik tid til alt dette og meget mere, står i dag for mig som en gåde. Hun havde altid overskud til venner og kammerater også bumserne på parkbænkene havde en plads i hendes hjerte. De fik en snak og et trøstende ord. En arbejdsdag fra 06.00 -22.00 og så dette overskud! Hvor kom kræfterne og energien fra? Vi der stod på sidelinjen blev overøst med kærlighed. Der var altid tid og interesse.

Da hun som 69 årig fik en hjerneblødning og min far ikke var til stede med kærlighed og støtte, blev det hende for meget. Hun lod sig skille.

Med slet skjult humor proklamerede hun: "At nu skulle hun i hvert fald aldrig nogensinde koge ris mere".

Efter nogle år i egen lejlighed, delvis lammet og meget svagtseende, måtte hun på alderdomshjem i de gamles by. Her boede hun i over 10 år. Hun klagede aldrig. Hun var der altid for andre. Hun fik 4 børnebørn og elskede dem overalt. Hun kaldte dem mit halve hjerte.

Min far fik megen hæder af patienter, kolleger og i aviser og fjernsyn.

Bag ham stod hun altid som et fyrtårn, der tillod ham at kaste skygge. Uden hende var han intet. Min mor var som mange kvinder et fantastisk menneske uden ridderkors og store armbevægelser. En kærlig, hårdtarbejdende kvinde, der fortjener denne alt for sene men trods alt hædrende omtale. Pas på jeres mor, mens i har hende.

Æret være Christa Lockwoods minde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce