Annonce
Mindeord

Mindeord over Egon Ladegaard: Man skal lede længe efter en nabo så hjælpsom som Egon

Egon Ladegaard ved siden af hustruen Annie. Arkivfoto

Dorte Stærmose, Mandøvej 17, Grindsted, skriver mindeord over Egon Ladegaard, Mandøvej 15, Grindsted:

Onsdag d. 18. marts 2020 mistede Mandøboerne en afholdt nabo. Egon Ladegaard vil blive savnet.

Egon og Annie flyttede til Mandøvej i 1970. Han arbejdede som portør på Grindsted sygehus til sin pension, og efterfølgende blev han aktiv i Ældre Sagen sammen med Annie. Han udfoldede sig i fitnesslokalet på Mødestedet, og han var her frivillig hjælper. Han svingede kaffekanden og spredte god stemning med en frisk og kvik bemærkning.

På Mandøvej var han kendt som ham, der kunne fixe alt - haveboringer, plæneklippere og hækkeklippere. Han havde en løsning på næsten alt og så muligheder frem for begrænsninger. Der var ikke en møtrik, der gik til spilde, alt kunne bruges og fixes, bare man var kreativ nok.

Egon var altid i gang. Han gik altid i haven og fløjtede, og han havde den fineste have - krukker blev passet, gruset blev revet, og ukrudt havde ikke en chance. Var man i haven, fik man altid en snak over hækken eller ude på fortovet.

Egon var en børnevenlig nabo - børnene fik altid en frisk kommentar og en invitation til at være med i Egons projekter.

Man skal lede længe efter en nabo så hjælpsom som Egon. Han har passet hus for os, når vi har været bortrejst, hjulpet til, hvis man manglede et par ekstra hænder. Egon var god til at komme i kontakt med nye, der kom til gaden, og Annie og Egon har altid været de første til at byde nye velkomne. Deres hjem har altid stået åben, og mangen en kop kaffe er drukket ved deres køkkenbord.

Egon vil blive savnet, og vores tanker går til Annie og familien.

Æret være Egon Ladegaards minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce